FOTO: Sarah Barlow, Stephen Schofield

Foy Vance (UK)

Nordirske Foy Vance er et verdensnavn og sangskriver i international klasse. Han er blandt andet kendt for sit samarbejde med Ed Sheeran og Elton John. Foy Vance besøgte Tønder Festival i 2017, og nu kan publikum glæde sig til igen at opleve den alsidige og begavede sangskriver. Foy Vance henter inspiration fra mange kilder, og musikalsk er det især den amerikanske rootsmusik, der er fundamentet. Debutalbummet “Hope” udkom i 2007 og satte gang i karrieren og turnéaktiviteterne. På det næste album ”Joy of Nothing” (2013) medvirker blandt andre Bonnie Raitt og Ed Sheeran. Samarbejdet med Ed Sheeran udviklede sig, og Foy Vance blev inviteret med som support på flere af Ed Sheerans turneer. Foy Vance udgav sit næste album “The Wild Swan” i 2016 på Sheerans pladeselskab Gingerbread Man Records med Elton John som med-producer. Han turnerede med Elton John samme år. Foy Vance’ forkærlighed for amerikansk rootsmusik førte ham til Alabama og Memphis, hvor han i 2019 indspillede to album med americana-inspirerede sange. Hans CV som sangskriver inkluderer udover Ed Sheeran samarbejde med Sam Smith, Alicia Keys, Kacey Musgraves og Miranda Lambert. Foy Vance’ seneste album er ”Signs Of Life” (2023). Eneste danske festival i 2024.