Atmosfæregruppen på Tønder Festival er med til at skabe rammerne for stemningen samt den visuelle og æstetiske oplevelse på pladsen. Atmosfæren er vigtig for publikums samlede festivaloplevelse, så derfor er det vigtigt, at pladsens forskellige installationer skaber en helhedsoplevelse, hvor arkitektur, design, udsmykning/kunst og publikumsaktiviteter på festivalpladsen og campingområdet bliver forenet.

Tønder Festival søger en A-leder, som kan varetage det overordnede ansvar i forbindelse med at skabe de perfekte rammer for stemningen og publikumsaktiviteter, samt stå i spidsen for en stor gruppe engagerede frivillige. Herudover søger festivalen to B-ledere, som skal fungere som projektledere og holdledere for Atmosfæregruppens frivillige.

Som årsfrivillig arbejder A-lederen med ideudvikling, planlægning af afvikling af Atmosfæregruppens aktiviteter hele året. Gruppen mødes cirka en gang om måneden fortrinsvis efter arbejde. Under opbygning af festivalen starter vi den 18. august og arbejder sammen med vores arbejdshold hver dag. Den 28. og 29. august nedtager vi alle vores projekter.

Din profil

  • Du er kreativ og har stor interesse for design og idéudvikling.
  • Du har sans for æstetik og interesserer dig for, hvordan sociale/kunstneriske mellemrum på en festivalplads kan styrke publikumsoplevelsen.
  • Du har gode samarbejds- og koordineringsevner.
  • Du trives med at have mange bolde i luften på én gang.
  • Du er struktureret, lærenem og tager ansvar for opgaveløsningen.

Arbejdsopgaver som A-leder

  • Du deltager i tre ledermøder og et vinterevalueringsmøde årligt. Derudover vil der løbende være møder i august med blandt andet de pladsansvarlige.
  • Du er ansvarlig for planlægning og afvikling af Atmosfæregruppens aktiviteter.
  • Du har ansvaret for et hold bestående af 50 frivillige medarbejdere, og indgår i et lederteam på 4-5 frivillige ledere.
  • Du deltager i opbygningen inden festivalen og hjælper med nedbrydningen i dagene efter festivalen.

B-lederne

  • Assisterer A-lederen i forhold til udvikling af projekterne på pladsen samt udførelse af gruppens opgaver.
  • Vedligeholdelse af frivillig-holdlisten i samarbejde med A-lederen.

Vi kan tilbyde:

  • Indblik i hvordan en større musikfestival afvikles.
  • Deltagelse i Tønder Festivals nye lederuddannelse.
  • Samarbejde med et hold af engagerede frivillige, der brænder for Tønder Festival.

Kontaktoplysninger og ansøgningsfrist:
Ansøgningen sendes til ejo@tf.dk senest den 25. april 2017. Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Eigil Johannsen på ejo@tf.dk.

Tønder Festival er Nordeuropas største festival for folkemusik og har eksisteret siden 1974. Festivalen har opnået en position som en af de mest respekterede folk- og rootsfestivaler i verden, og besøges af ca. 25.000 gæster.

Tønder Festival afvikles hvert år i august måned og har ca. 2500 frivillige medarbejdere under festivalen, 200 årsfrivillige og et sekretariat bestående af en økonomimedarbejder, en festivalmedarbejder, en kunstnerisk leder og en administrerende direktør.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Email this to someone