Paletten får flere farver på årets Tønder Festival, som endnu engang kan præsentere originale nye internationale navne på dansk grund. Blandt andre amerikanske Shovels & Rope, canadiske Kaia Kater og britiske Danni Nicholls.

I 2015 skulle Shovels & Rope, der består af parret Cary Ann Hearst og Michael Trent, have givet koncert på Tønder Festival. En graviditet satte imidlertid al turnéaktivitet på pause, så besøget i Danmark måtte udskydes. Nu er det anmelderroste americana-navn atter på landevejen og vil pryde plakaten i Tønder i år.

Først med det nye
Publikum i Tønder kan vanen tro glæde sig til at opleve flere internationale navne, der er stærkt på vej frem: Britiske Danni Nicholls, der synger country, så Nashville må overgive sig, 23-årige canadiske Kaia Kater, banjospiller og sangskriver i topklasse, og canadiske Tami Neilson, kaldet countrymusikkens svar på Amy Winehouse. Og så er der en klassiker, nemlig irske Altan, der har besøgt Tønder flere gange. For alle navne gælder, at koncerterne i Tønder er de eneste på dansk grund denne sommer.

Perler fra Nordirland og Danmark
Der er også grund til at glæde sig til sangskriveren Foy Vance fra Nordirland, som blandt andre Ed Sheeran og Elton John for længst har opdaget og lovprist. Fra Danmark kommer to sangerinder og sangskrivere fra hver deres hjørne af musiklandskabet, nemlig Laura Mo og Dorthe Gerlach.

Kvindelige sangskrivere på scenen
De to sidstnævnte deltager i en sangskriverkoncert under festivalen – Women’s Circle, hvor også Danni Nicholls, Tami Neilson, Kaia Kater samt Sara Watkins medvirker. Vært for denne særlige songwriter-komsammen bliver Søren Rebbe, radiovært og veteran som formidler på Tønder Festival.

”Jeg glæder mig vildt til at være vært for hele seks kvindelige solister på en gang. Det er jo nærmest et drømmejob at være ham, der skal give ordet og spotlyset videre til den ene smukt syngende kvinde efter den anden. Der er lagt op til en musikalsk oplevelse langt ud over det sædvanlige. Skal jeg beskrive koncerten med et ord, må det være: Enestående!” siger Søren Rebbe.

SE MERE OM KUNSTNERNE HER!

Kunstnere 2017 – indtil videre:
Lucinda Williams (USA), Shovels & Rope (USA), Loudon Wainwright III (USA), Marc Cohn, (USA), Daniel Norgren (S), Grant-Lee Phillips (USA), Sara Watkins (USA), Allan Olsen (DK), A.J. Croce (USA), Altan (IRL), Tami Neilson (CAN/NZ), Kentaur (DK) Ìmar (SCO, IRL), Savage Rose (DK), Hush (DK), Afenginn (DK), GLAS (DK, NO, FO, FI), Réalta (IRL), Nive Nielsen (GRL), Homesick Hank (DK), Dallahan (SCO/IRL), Romengo (HU), Talisk (SCO), Danni Nicholls (UK), Kaia Kater (CAN), Foy Vance (UK), Laura Mo (DK), Dorthe Gerlach (DK).

Tønder Festival 24. 25. 26. 27. august 2017
www.tf.dk
www.facebook.com/tonderfestival
Twitter: @tonderfestival
Instagram: TONDERFESTIVAL

* Husk at benytte hashtagget #Tonderfestival, når du skriver om Tønder Festival på sociale medier.

(Foto øverst: Shovels & Rope, pr-foto)

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Email this to someone