Amythyst Kiah (USA)

Home/Amythyst Kiah (USA)

Amythyst Kiah (USA)

En rå og kraftfuld stemme fra Tennessee med originale sange inspireret af blues, country, oldtime og folk. Amythyst Kiah, der også spiller guitar og banjo, blander traditionsmusikken med elementer af nutidig R&B. “Et af rootsmusikkens mest spændende nye talenter,” skriver magasinet Rolling Stone om Amythyst Kiah. Hendes seneste udgivelse er et samarbejde med tre kvindelige kolleger: Rhiannon Giddens, som var medstifter af stringbandet Carolina Chocolate Drops, Leyla McCalla, som besøgte Tønder i 2017, og Allison Russell, der gav koncert i Tønder i 2019, som den ene halvdel af Birds of Chicago. De fire musikere udgav i foråret 2019 albummet “Songs of Our Native Daughters”, der fokuserer på afro-amerikanske kvinders historie. Åbningsnummeret “Black Myself” er skrevet af Amythyst Kiah og er en bluesy sang om identitet og racisme. Amythyst Kiah har turneret flere gange i Storbritannien og optrådt på blandt andet Celtic Connections og Cambridge Folk Festival. Amythyst Kiah optræder solo, og det er eneste danske festivalkoncert i 2020.

(Foto: Anna Hedges)