Buffy Sainte-Marie (CAN)

Home/Buffy Sainte-Marie (CAN)

Buffy Sainte-Marie (CAN)

Buffy Sainte-Marie er født i 1941 og har rødder i stammen Cree-Nation fra Saskatchewan i Canada. Hun har i mere end fem årtier været repræsentant for indfødte amerikanere som sangskriver, rejsende musiker, politisk aktivist og billedkunstner. Buffy Sainte-Marie er international superstjerne i kampen for Native Americans’ rettigheder, ligestilling og livsvilkår. Hun udgav sit første album i 1964 med blandt andet sangen “Universal Soldier”. Den blev senere et hit for Donovan. Andre klassikere af Buffy Sainte-Marie er “Now That The Buffalo’s Gone”, titelsangen fra filmen “Soldier Blue” og ikke mindst “Up Where We Belong”, som hun skrev sammen med sangskriverveteranerne Jack Nitzsche og Will Jennings. Sangen blev et kæmpehit for Jennifer Warnes og Joe Cocker og var soundtrack til filmen “An Officer And A Gentleman” fra 1982. Sangen fik en Oscar som Best Original Song. Buffy Sainte-Marie har modtaget omkring 40 priser og æresbevisninger i løbet af karrieren. Seneste album er “Medicine Songs” (2017), som rummer både nye og ældre sange af Buffy Sainte-Marie. På Tønder Festival optræder hun med band, og det er eneste danske festivalkoncert 2020.

(Foto-credit: Matt Barnes)