Jacob Dinesen (DK)

Home/Jacob Dinesen (DK)

Jacob Dinesen (DK)

Han har taget en imponerende tur fra teenageværelset i Tønder og jamaftenerne på Hagges til de helt store scener og en status som stjerne herhjemme. Det begyndte for alvor at gå stærkt for Jacob Dinesen, da han i 2016 udgav “Brace Against the Storm”, som røg direkte ind som nummer et på den danske albumhitliste. Pladesalget ramte hurtigt de 10.000, der udløste guld, og især storhittet “Roll With Me” blev spillet igen og igen på P4. Jacob Dinesen har imponeret alle med sin jordbundne jyske heartland-rock, der også afslører strejf fra den keltiske musik. I 2008 mødte Jacob Dinesen den engelske singer-songwriter og guitarist Allan Taylor, og han blev hurtigt mentor for den unge Dinesen. Det bliver også i rollen som folksinger, at Jacob Dinesen i år vender tilbage til hjemmebanen i Tønder. Alene på scenen med sin guitar vil han uden tvivl tryllebinde publikum med sin kraftfulde stemme og de sange, der ligger til grund for hans store succes.