John Moreland (USA)

Home/John Moreland (USA)

John Moreland (USA)

Han har “Oklahoma” tatoveret på knoerne som en evig reminder om, hvor han kommer fra. John Moreland er rundet af den samme støvede stat som Woody Guthrie. Sammenligningen mellem de to er oplagt, men bestemt ikke fyldestgørende. Nok mestrer John Moreland fingerspillet på guitar, og en del af sangene sender kærlige tanker til Woody Guthrie. Men lytter man til John Morelands plader, møder man hårdtslående rock’n’roll og velklingende country, som minder mere om Steve Earle og Bruce Springsteen i de tidlige halvfjerdsere. Da John Moreland sidst besøgte Tønder Festival i 2017, tryllebandt han publikum, og der blev diskret listet mangt en tåre ud af øjenkrogene, da folk endelig lod Moreland slippe og bevægede sig ud af teltet. På scenen var han nøgen og ærlig, og sangene rummede masser af kærlighed, men også en god portion bitterhed over den tabte af slagsen. Denne gang får John Moreland selskab på scenen af guitaristen John Calvin Abney, der udover at spille guitar på John Morelands to seneste albums, “Big Bad Luv” og “High on Tulsa Heat” også fungerer som soloartist med flere albums bag sig. Eneste danske festivalkoncert i 2019.