John Prine (USA)

Home/John Prine (USA)

John Prine (USA)

Et af de helt store amerikanske sangskrivernavne er tilbage på Tønder Festival. John Prine var her i 2015 og er tilbage i 2019. Et scoop endnu engang, og den 72-årige veteran er stadig vital og i stand til at skrive fremragende sange. John Prine er aktuel med albummet ”Tree of Forgiveness” (2018), hans første album i 13 år med nye sange. Albummet er produceret af Nashvilles topproducer Dave Cobb, og blandt andre Jason Isbell og Brandi Carlile medvirker.

Anmelderne er begejstrede og mener, at det nye album understreger John Prines status som en af de betydeligste og mest indflydelsesrige sangskrivere. Utallige andre kunstnere har været inspireret af ham, blandt andre Bob Dylan, Kris Kristofferson og Johnny Cash. John Prine begyndte karrieren på folkscenen i Chicago sidst i 60’erne. Han udgav sit første album i 1971. Hans anerkendelse steg hurtigt, og snart blev hans sange indspillet af andre kunstnere. Eksempelvis The Everly Brothers: ”Paradise”, Bonnie Raitt: ”Angel From Montgomery” og Johnny Cash: ”Sam Stone”. John Prine har vundet et utal af priser, blandt andet tre Grammy’er, og er netop nomineret til Rock & Roll Hall Of Fame 2019. Eneste danske festivalkoncert i 2019.