Julie Fowlis (SCO)

Home/Julie Fowlis (SCO)

Julie Fowlis (SCO)

Tønder Festival har altid været stedet, hvor man kan opleve musik med dybe rødder i en lokal kultur. Julie Fowlis er et strålende eksempel i 2019. Den skotske sangerinde og multi-instrumentalist, der i øvrigt besøgte Tønder i 2014, er en fornem fortolker af den gæliske/skotske traditionsmusik. Hun synger primært på gælisk, er vokset op ved North Uist på Hebriderne og har fået den gælisk/skotske kultur med sang, musik og dans ind, fra hun var helt lille. Julie Fowlis (født i 1978) udgav sit første album i 2005, og det skabte stor interesse for den skotske sangerinde og musiker.

Album nummer to, ”Cuilidh” fra 2007, hvor navne som John Doyle og John McCusker medvirkede, blev et internationalt gennembrud. Julie Fowlis løb med en lang række priser i de år, blandt andet BBC Radio 2 Folk Award som ”Folk Singer of The Year”. Julie Fowlis’ seneste og femte studiealbum er ”Alterum” fra 2017, hvor navne som Mary Chapin Carpenter, Duncan Chisholm og Michael McGoldrick medvirker. Julie Fowlis er ikke blot en travl og mangesidet kunstner, hun har også indgående studeret og fordybet sig i den gælisk-skotske musik- og kulturhistorie. Eneste danske festivalkoncert i 2019.