Maija Kauhanen (FIN)

Home/Maija Kauhanen (FIN)

Maija Kauhanen (FIN)

Folkemusik fra Finland er ikke noget, vi oplever så ofte i Danmark. Maija Kauhanen er en fornem repræsentant for en yngre generation af finske musikere, der fortolker og viderefører traditionsmusik fra Finland og Karelen. Hun optræder solo med en unik blanding af vokal, perkussion og strengeinstrumentet kantele. Maija Kauhanen (født i 1986) har specialiseret sig i den særlige saarijärvi kantele og bruger en ældgammel teknik med en lille træpind som plektrum. Hun er virtuos på sit instrument og har blandt andet vundet The International Solo Kantele Competition i 2011. Som komponist og musiker med rødderne i den finske folkemusik har Maija Kauhanen de senere år opnået et markant internationalt gennembrud. Hun har turneret i Skandinavien, Tyskland, Holland, Kina og Japan, og hendes debutalbum “Raivopyörä / The Whirl of Rage” udgivet i 2017 har fået en meget fin modtagelse i europæiske folk- og rootsmagasiner. Eneste danske festivalkoncert i 2019.

(Foto: Antti Kokkola)