Mandolin Orange (USA)

Home/Mandolin Orange (USA)

Mandolin Orange (USA)

Torsdag 22. august: Klubscenen: 16:00
Se hele programmet

Fredag 23. august: Visemøllen: 15:15
Se hele programmet

Country, folk og bluegrass mødes i et righoldigt miks hos duoen Mandolin Orange fra North Carolina. Americana-traditionerne bliver nænsomt båret videre, sangene er originale, og stemningen er intim, melankolsk og blottet for ydre staffage. Vokalharmonierne sidder lige i skabet, når Andrew Marlin (mandolin, guitar, vokal) og Emily Frantz (violin, guitar, vokal) folder sig ud. Andrew Marlin er sangskriveren, og på gruppens seneste album, “Tides of a Teardrop” (2019) bliver hans tekster om tab og sorg formidlet i et velproduceret og enkelt lydbillede. Mandolin Orange har eksisteret siden 2009 og har i dag et stort publikum i USA. Internationalt er de stærkt på vej frem og turnerer blandt andet i Europa i foråret 2019. Den danske debut sker på årets Tønder Festival. Mandolin Orange’s udgivelser har kastet meget ros af sig fra anmeldere, og dagbladet Washington Post har skrevet: “Et årti inde i en karriere, hvor de har været med til at omdefinere amerikansk roots-musik over for en yngre generation, er duoen Mandolin Orange lykkedes med at blande engageret historiefortælling med akustiske elementer af bluegrass, folkemusik og country.” Eneste danske festivalkoncert i 2019.