Teitur (FO)

Home/Teitur (FO)

Teitur (FO)

Den færøske sangskriver og multimusiker Teitur har for længst skrevet sig ind i den nordiske musikhistorie som en eminent kunstner med et stærkt personligt udtryk. Teitur Lassen (født 1977) fik en flyvende start på sin karriere, da han i 2003 debuterede med albummet “Poetry & Aeroplanes”. Det blev udgivet af Universal Music i USA, fik fremragende anmeldelser og sendte de følgende år Teitur ud på lange turneer i USA, Canada og Europa. En afstemning i efteråret 2019 blandt Teiturs trofaste fans om en ønske-sætliste har i øvrigt placeret sangen “Josephine” (Som Teitur har skrevet sammen med Annette Bjergfeldt) fra debutalbummet på en klar førsteplads. Teitur har vundet flere Danish Music Awards og udgivet otte studiealbum. Det seneste er “I Want To Be Kind” fra 2018. Han har indspillet i Los Angeles, på Gotland, i København og på Færøerne, spillet med symfoniorkestre og har som komponist, sangskriver og producer arbejdet sammen med talrige andre kunstnere – blandt andre den legendariske komponist og producer Van Dyke Parks. Teitur deltog i efteråret 2019 i TV2s populære “Toppen af Poppen”. Han er i 2020 på en omfattende turné.

(Foto: Tróndur Dalsgarð)