The East Pointers (CAN)

Home/The East Pointers (CAN)

The East Pointers (CAN)

Sidste år måtte The East Pointers aflyse i Tønder på grund af familieforøgelse for to af medlemmerne. Glædelige omstændigheder, men også ærgerligt for de mange, der havde glædet sig til at opleve denne power-trio fra canadiske Prince Edward Island. Øen ligger mellem den canadiske østkyst og Cape Breton Island, og nye spændende bands som Ten Strings and a Goat Skin, Visthèn og The East Pointers har skabt stor interesse for folkemusikken fra området. The East Pointers består af fiddler, foot stomper og sanger Tim Chaisson, banjospiller Koady Chaisson og guitarist Jake Charron. Sammen spiller de lynhurtige melodier og synger sange, der har rødder i folkemusiktraditionerne, men som rækker ind i den tid, vi lever i. Sangene og måden, de fremføres på, sender tankerne hen på tidens store stjerner som Ed Sheeran og Jason Mraz. I 2015 vandt The East Pointers en JUNO Award for deres debut-album “Secret Victory”, og trioen turnerede intensivt i Canada, USA og Australien. I 2017 kom opfølgeren “What We Leave Behind”, og her fortsætter The East Pointers med at række ud til en bred skare af lyttere. Eneste danske festivalkoncert i 2019.

(Foto: Jen Squieres)