The Ghost of Paul Revere (USA)

Home/The Ghost of Paul Revere (USA)

The Ghost of Paul Revere (USA)

Banjo, bas og guitar. Da bandet The Ghost of Paul Revere dukkede op i 2011, troede mange, at der var tale om et bluegrassband, fordi de spillede på de traditionelle akustiske instrumenter. ”Men vi skrev ikke traditionel musik. Vi skrev bare musik med de instrumenter, vi havde,” har sanger og guitarist Griffin Sherry sagt. The Ghost of Paul Revere er fra byen Portland i staten Maine i USA og er steget bemærkelsesværdigt hurtigt op i graderne på den amerikanske musikscene. Bandets musik er blevet kaldt ”holler folk”, fordi sangene er godt spækkede med”call-response”-elementer og sangbare hooklines i stil med field hollers-traditionen fra fortidens markarbejde i slavetidens USA.

The Ghost of Paul Revere udgav deres debutalbum ”Believe” i 2014. Året efter udgav de en EP, som blev produceret i forbindelse med den navnkundige Newport Folk Festival, som havde fået trioen med i programmet det år. Rygterne om The Ghost of Paul Revere begyndte at løbe hurtigt, og avisen The Boston Globe skrev, at bandet ”skaber den slags musik, som festivaler er bygget på.” Seneste album er ”Monarch” fra efteråret 2018. Eneste danske festivalkoncert i 2019.

(Pressefoto: Josh Wool)