The Green Fields of France/ Første Verdenskrig i musikken: Mange kunstnere har gennem tiderne optrådt på Tønder Festival med sange om Første Verdenskrig. I den engelsktalende verden er der nemlig en levende tradition for at skrive sange om Første Verdenskrig. Endnu i dag, mere end 100 år efter krigen, bliver der i England, Skotland, Irland, Canada, Australien og New Zealand skrevet sange om “The Great War” 1914-1918.
Men hvad får moderne sangskrivere til at skrive sange om Passchendaele, Somme og Gallipoli? Og hvorfor er det navnlig i den engelsktalende del af verden, at denne tradition lever?
I foredraget vil René Rasmussen med udgangspunkt i sangene fortælle om krigen, de mytologiske slag, musiktraditionen og den identitetsskabende betydning, som Første Verdenskrig fik for navnlig de tidligere britiske kolonier.
Foredragsholder René Rasmussen er museumsinspektør ved Museum Sønderjylland.