Frivillige med interesse for bæredygtighed søges til Tønder Festival

Home/Kontakt/Ledige stillinger/Frivillige med interesse for bæredygtighed søges til Tønder Festival

Interesserer du for bæredygtighed og genanvendelse? Så bliv en del af Greenteam på Tønder Festival!

Bæredygtighed er for alvor på dagsordenen hos Tønder Festival og særligt har festivalen et stort fokus på genanvendelse og ressourceudnyttelse. Bag arbejdet med bæredygtighed på festivalen står Greenteam, der er et hold bestående af 35 frivillige, som både arbejder med den praktiske og kommunikative del af Tønder Festivals bæredygtighedstiltag.

Greenteam søger nu frivillige til at arbejde med genanvendelse og ressourceudnyttelse på festivalpladsen.

Helt praktisk arbejder vi i mindre hold med opgaver på festivalpladsen og sørger for, at der til enhver tid er pænt og rydeligt på festivalpladsen og i festivalens backstage-områder, hvilket er alfa og omega for at vores mange festivalgæster har en god festivaloplevelse.

Som en del af Greenteam kommer du til at beskæftige dig med:

  • Vejledning af festivalens frivillige og sikring af korrekt affaldssortering i backstage-områderne
  • Tømning af festivalens specialdesignede affaldscontainere
  • Vejledning af publikum på festivalpladsen i forbindelse med affaldssortering

Vi søger frivillige der:

  • Brænder for bæredygtighed
  • Ikke er bange for at tage fat
  • Er venlige og imødekommende
  • Kan tage ansvar og bevare overblikket
  • Har lyst til at være del af et helt unikt sagsfællesskab med andre frivillige

Foruden at blive del af et frivilligfællesskab med engagement, begejstring og arbejdsomhed som kerneværdier, er du som frivillig på Tønder Festival i risikozonen for at knytte nye venskaber og få unikke festivaloplevelser med hjem.

Lyder ovenstående som noget for dig, så se meget gerne denne video hvor en række frivillige fortæller om det helt særlige frivilligfællesskab på Tønder Festival: klik her.

Ansøgning:

Skulle du have lyst til at blive frivillig hos Greenteam, eller hvis du har spørgsmål, skal du være mere end velkommen til at kontakte Jan Ravnborg på: havejan@gmail.com, som er en del af lederteamet for Greenteam.

Vil du vide lidt mere om hvad Tønder Festival kan tilbyde dig som frivillig medarbejder? Så læs mere her.

Tønder Festival ønsker at afspejle det omgivende samfund, og derfor opfordres alle uanset køn, alder, religion, handicap og etnisk baggrund til at søge stillingen.

Tønder Festival er Nordeuropas største festival for folkemusik og har eksisteret siden 1974. Festivalen har opnået en position som en af de mest respekterede folk- og rootsfestivaler i verden.

Tønder Festival afvikles hvert år i august måned og har ca. 2600 frivillige medarbejdere, 180 frivillige ledere og et sekretariat bestående af en økonomimedarbejder, en pladsansvarlig, to projektledere, en kunstnerisk leder og en administrativ leder.