Blæser der nye vinde hen over den amerikanske countryscene? Noget tyder på det, og med Joshua Ray Walker er der snarere tale om en tornado. Den 31-årige texanske sangskriver og sanger har med tre album de senere år slået sit navn solidt fast. De tre udgivelser hænger sammen, og rammen er fortællinger fra en fiktiv honky tonk-bar på sidste vers befolket med wannabe-cowboys, drømmere og fortabte sjæle. Joshua Ray Walker skriver sange, hvor han via forskellige karakterer fortæller en historie. “Jeg har for længe siden lært, at det at skrive fra en karakters perspektiv lader mig undersøge ting om mig selv uden at føle mig for selvbevidst om det”, har Joshua Ray Walker udtalt. Singlen “Sexy After Dark” fra det seneste album “See You Next Time” (2022) understreger Joshua Ray Walkers power. Både hans stemmepragt, som er mere end imponerende, og en fængende sang med blæsere i en country-soul-symbiose. Joshua Ray Walker blander smidigt flere genrer, og han er vokset op med outlaw country-musikkens antihelte som Willie Nelson og Waylon Jennings på afspilleren og er inspireret af sangskrivere som Guy Clark, Townes Van Zandt og Billy Joe Shaver. Eneste danske festival i 2023.
Country, folk og indie-rock er grundelementerne for sangskriver, guitarist og banjospiller Willie Stratton, som kommer fra Halifax i Canada. Han begyndte med musikken som 12-årig og fandt hurtigt ud af, at det med at skrive sange passede ham rigtig godt. Willie Stratton udgav sit første album i 2011, og med albummet “Deserter” i 2014 fik han sin første nominering, nemlig som Rising Star of the Year hos den canadiske ECMA (East Coast Music Association). Countrymusikken var i fokus på albummet “Della Rosa” fra 2016, og det udløste endnu en nominering i kategorien Album of the Year også hos ECMA. Hans seneste udspil er albummet “Drugstore Dreamin’” fra april 2022. Her træder han for alvor i karakter som sangskriver og trækker på de genrer, han er rundet af. Albummet har givet ham fine anmeldelser, og en af dem fremhæver, at Willie Stratton absolut ikke er “vintage-artist”, men med “Drugstore Dreamin’” er den ægte vare og har leveret et af årets bedste album. På Tønder Festival optræder Willie Stratton med band, og det er eneste danske festivalkoncert i 2023.
81-årige Graham Nash er på mange måder ”the soundtrack of our lives” for millioner af mennesker. Grammy-vinder adskillige gange, medlem af Rock and Roll Hall of Fame og Songwriters Hall of Fame og en kunstner, som har været med i toppen af musikscenen siden begyndelsen af 60’erne. Som medlem af den britiske topgruppe The Hollies var Graham Nash med til at skrive hits som “Stop Stop Stop”, “On A Carousel” og “Carrie Anne”. I 1968 forlod han The Hollies, rejste til Laurel Canyon i Californien og dannede sammen med David Crosby og Stephen Stills supergruppen Crosby, Stills & Nash. Deres første album med samme navn som gruppen blev en stor succes. Kort tid efter blev trioen udvidet med Neil Young, og i foråret 1970 udgav de som Crosby, Stills, Nash & Young det skelsættende album “Déjà Vu”. Ikke mindst to af Graham Nash’ bidrag hittede, nemlig sangene “Our House” og “Teach Your Children”. Hans soloplade fra 1971, “Songs For Beginners”, understregede hans sangskrivertalent. Dette kom yderligere til udtryk i duo-samarbejdet med David Crosby op gennem 70’erne samt en lang række soloplader. Et nyt album, “Now”, udkommer i maj 2023. Graham Nash har alle dage brugt sin offentlige stemme aktivistisk i politiske, sociale og miljømæssige spørgsmål. Han er desuden en særdeles habil fotograf med udstillinger og udgivelser bag sig. Eneste danske festival i 2023.
Det danske band Baby Did a Bad Thing befinder sig i en genre, mange kalder “nordicana”, som kan oversættes til americana med et nordisk anstrøg. Hovedsporet følger den store amerikanske sangskrivertradition kombineret med bandets egne rødder i Danmark og dermed Skandinavien. Den nordiske melankoli, kunne man tilføje. Baby Did a Bad Thing læner sig behændigt op ad både den intime akustiske countryballade og den mere hårdtslående rootsrock-sang. Bandet blev dannet i 2018 og udgav i 2020 deres debutalbum, som er produceret af guitaristen og produceren Rune Kjeldsen. Her er tydelige tråde til navne som Lucinda Williams, Chris Stapleton og Gillian Welch. Albummet fik fine anmeldelser, flot airplay og blev udsendt på flere end 30 amerikanske radiostationer via “The International Americana Music Show.” Magasinet GAFFA var også begejstrede og nominerede bandet i kategorien “Årets Nye Danske Navn” til GAFFA PRISEN 2021. Oprindeligt var Baby Did a Bad Thing en kvintet, men sangerinden Eline Engholm forlod bandet i sommeren 2022. Baby Did a Bad Thing er nu kvartet med sangeren Jonas Fjeldsted i front.
Et flittigt turnerende band med et musikalsk mix af americana, country, southern rock og firstemmige vokalharmonier. Hos Shane Smith & The Saints, som har base i Austin, Texas, mødes traditioner og moderne sangskrivning. De er kendt for deres energiske koncerter, og med mere end 100 koncerter om året har kvintetten Shane Smith & The Saints ramt et stort publikum. Sangskriveren og guitaristen Shane Smith er i front, og han følger i fodsporene af navne som Chris Stapleton, Hayes Carll og Ryan Bingham. Bandet har udgivet tre album: “Coast” i 2013, “Geronimo” i 2015 og “Hail Mary” i 2019. Det er ikke kun på livescenen, Shane Smith & The Saints er populære. De er med i sæson fem i den kendte western-dramaserie “Yellowstone”, hvor Kevin Costner har en hovedrolle, og spiller en stribe sange. Blandt andre deres seneste hit “Fire in the Ocean”. Udover Shane Smith på vokal og guitar består bandet af Bennett Brown, violin, Dustin Schaefer, guitar, Chase Satterwhite, bas, og Zach Stover, trommer. Eneste danske festival i 2023.
Han er blevet kaldt et nyt lovende talent på den danske musikscene, og der er bestemt noget om snakken. 26-årige William Torp er vokset op i Aarhus, men har haft adresse i København de senere år. Han har udgivet et par singler, men det er især hans EP-udgivelse i efteråret 2022, “Still U’r All I’m Thinking About”, der har givet ham medvind. EP’en rummer en række personlige sange med den insisterende sangskriver bevæbnet med guitar, vokal og gennemarbejdede tekster som grundpiller. Titelsangen til EP’en er inspireret af tv-programmet “Alene i vildmarken”, og i et interview har William Torp fortalt, at programmet “tændte lejrbålsgnisten” til sangen. William Torp bekender sig til folkroots med indie-rock i ascendanten, og blandt inspirationskilderne er navne som Bon Iver, Big Chief og Fleet Foxes. Publikum har opdaget ham, og han har spillet flere udsolgte koncerter i begyndelsen af 2023. Magasinet Soundvenue har også bemærket William Torp og sat ham på deres liste “Breaking Sound 2023: De 15 mest lovende nye danske musiknavne.”
Den canadiske musikscene er ikke fedtet med fremragende yngre navne. Den 34-årige sangskriver, guitarist og sanger Ariel Posen fra Winnipeg tilhører toppen i den kategori. Han voksede op i et musikerhjem og har spillet guitar, siden han var ni år. I en årrække var han med i det fine rootsrock-band The Bros. Landreth, som i øvrigt besøgte Tønder Festival i 2015 og 2018. Genremæssigt befinder Ariel Posen sig inden for rootsrock, blues og americana og med tråde til navne som Bonnie Raitt, Little Feat og John Mayer. Med egne sange og udgivelser i eget navn har Ariel Posen slået fast, at han er en sanger, sangskriver og performer af højeste klasse. Og ikke nok med det. Han er en særdeles ferm guitarist, der kan sit håndværk ikke mindst som slide-guitarist og har opnået høj status blandt guitarister verden over. Magasinet Rolling Stone kalder Ariel Posen “a modern-day guitar hero”, og Western Canadian Music Awards nominerede ham som Breakout Artist of the Year i 2020 og 2021 samt som Rock Artist of the Year og Recording of the Year i 2022. Ariel Posen optræder med trio. Eneste danske festival i 2023.
Den amerikanske filmskaber Quentin Tarantino er kendt for sine ret vilde og ikoniske film og ikke mindst sine originale valg af soundtracks. Musikken fra Tarantinos film er grundlaget for den danske teaterkoncert The Tarantino Twist Show, og det går ikke stille af. Publikum får et show for fuld udblæsning med 10 sangere, performere og musikere på scenen og med sange som for eksempel George Baker Selection’s “Little Green Back” (1969) brugt i filmen ”Reservoir Dogs”, Kool & The Gang’s ”Jungle Boogie” (1973) fra ”Pulp Fiction” og Stealers Wheel’s ”Stuck In The Middle With You” (1973) fra ”Reservoir Dogs”. Ind på scenen træder figurer og skikkelser fra Tarantinos film – det kan være Mr. Blonde, The Gimp, Mia Wallace og Jackie Brown. Tarantinos kærlighed til guitarrock og surfmusik afspejler sig naturligvis i forestillingen, hvor basisbandet The Crazy 88’s (opkaldt efter en bande i filmen Kill Bill) fyrer den af. The Tarantino Twist Show har base i Aarhus, og det er en række danske musikere og sangere, der udgør truppen i forestillingen.