FOTO: Dewi Glyn Jones

9Bach (WAL)

Musik er en levende ting og ikke en museumsgenstand. Sådan lyder det fra den walisiske gruppe 9Bach, der siden 2005 har leveret moody folk med udgangspunkt i de lokale sangtraditioner. Gruppen blev dannet af sanger og pianist Lisa Jen og guitarist Martin Hoyland. 9-tallet i navnet står for ordet “nain”, der i det nordlige Wales betyder bedstemor.

Lisa Jens sange består af poetiske fortællinger, der vokser ud af et alsidigt lydbillede, hvor rockende elementer afløses af elektroniske beats og loops. Lisa Jen har arbejdet tæt sammen med Gruff Rhys fra det walisiske rockband Super Furry Animals, som Jen også har optrådt med live. 9Bach har udgivet tre studiealbum på Peter Gabriels Real World Records, og Gabriel synger selv med på nummeret “Deryn”, der udkom i 2016 på pladen “Anian”.

I 2015 blev pladen “Tincian” belønnet med den ærefulde pris for Bedste Album ved BBC Radio 2 Folk Awards. Seneste album er “9Bach” fra 2019. Eneste danske festivalkoncert i 2021.