Cedric Burnside (USA)

43-årige Cedric Burnside er sanger, guitarist, sangskriver og trommeslager og et af de mest efterspurgte yngre navne på den amerikanske bluesscene. Cedric Burnside kombinerer klassisk country- og deltablues med elektrisk storbyblues og rammer ubesværet bluesmusikkens autentiske nerve. Cedric Burnside kommer fra Memphis og er barnebarn af bluesmusikeren R. L. Burnside. Hans far var trommeslageren Calvin Jackson, og Cedric begyndte selv musikerkarrieren som trommeslager. Allerede som 13-årig turnerede han med sin bedstefars band, og han har vundet prisen som Drummer of the Year adskillige gange ved den årlige Memphis Blues Awards. Hans første udgivelse kom i 2006, og siden er det blevet til en række udgivelser både under eget navn og som Cedric Burnside Project. Albummet “Descendants of Hill Country” blev nomineret til en Grammy i 2016 i kategorien Best Blues Album, og albummet “Benton County Relic” (2018) blev også nomineret til en Grammy som Best Traditional Blues Album i 2019. Seneste album er “I Be Trying” fra 2021. Cedric Burnside optræder sammen med trommeslager Reed Watson, og det er eneste danske festivalkoncert i 2022.