FOTO: Babara FG

David Ramirez (USA)

Sanger, sangskriver og guitarist David Ramirez begejstrede publikum på Tønder Festival 2018, og et gensyn har længe stået på ønskelisten. Han har turneret flere gange i Danmark, og nu gælder det Tønder Festival 2023. David Ramirez er fra Houston, Texas, og han bor i dag i Austin. Som barn kom han meget i kirken med sin familie, og salmer og gospelsange var en del af opvæksten. Han begyndte at spille guitar som 17-årig og fik hurtigt gang i sangskriveriet. I dag står David Ramirez som et særdeles stærkt navn både på den amerikanske og den internationale musikscene. Han har seks studiealbum bag sig, det seneste er “Backslider” fra 2021. Anmelderne har været meget begejstrede for Ramirez’ sange. Det gælder ikke mindst hans fjerde album ”We’re Not Going Anywhere” fra 2017, hvor han med bid og satire tager fat på sociale og politiske emner – og et USA der på det tidspunkt blev ledet af Donald Trump. Efterfølgeren “My Love Is A Hurricane” fra 2020 er mere centreret om det personlige liv, tab, og kærlighedens vildveje. David Ramirez optræder med band, og det er eneste danske festivalkoncert i 2023.