Folk Spot: Fionia Folk Brothers (DK)

Fionia Folk Brothers er klassens uvorne knægt – altid ude på ballade. Fem af Danmarks mest erfarne folkemusikere spiller med et drive og et swing, der ruller, så det er umuligt at sidde stille. Krydsningen af skolede musikere og erfarne spillemænd, der har lært direkte fra kilden, giver en unik autoritet og samtidig et højt teknisk niveau. Så slip din indre vildskab løs og hold på hat og briller – det bliver en uforglemmelig aften, hvor man smittes af bandets gode humør, energi og umiddelbarhed. Består af: Jes Kroman, violin. Michael Graubæk, violin. Jesper Vinther, harmonika. Theis Langlands, piano. Peter Sejersen, kontrabas.

Otte nordiske navne er med i et eksportfremstød 26. og 27. august under årets Tønder Festival. Folk Spot Danmark har siden 2012 præsenteret danske folk/roots-orkestre med ambitioner om at nå ud til et bredere publikum – både nationalt, men i særdeleshed også internationalt. Arrangørerne bag initiativet er SPOT Festival og Tønder Festival. Sammen har parterne en ambition om at eksportere og facilitere dansk folk/roots-musik. Mens SPOT har mange års erfaring med eksport af dansk musik, er Tønder Festival eksperter på folk/roots-genren. Igen i år er otte nordiske folk/roots-navne blevet udpeget af en international branche-jury.