De to værter Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch har gennem flere end 200 episoder af deres populære podcast “Rockhistorier” været vidt omkring i musikkens vidunderlige verden. Fra vuggeviser til frenetisk støjrock. Fra rebelsk soul til ulykkelig country. Fra musicals til metal. Og sådan cirka alt andet ind i mellem. De er tilhængere af mantraet om, at der kun findes to slags musik: God musik og dårlig musik. Især når de selv får lov til at definere forskellen. Indimellem har de dog også gæster med i udsendelserne, som spiller et udvalg af de sange, der har været med til at forme dem som mennesker og som musikere. Det bliver også tilfældet her, hvor Folkhistorier over to dage vil invitere optrædende fra årets Tønder Festival til en snak på scenen om den musik, der har været med til at ændre deres verden. Folkhistorier besøgte Tønder Festival for første gang i 2022.