Jeffrey Martin (USA)

Torsdag 25. august - 18:30 - Telt 2
Fredag 26. august - 19:45 - Pumpehuset

Kombinationen med fuldtidsarbejde som engelsklærer på high school og tilværelsen som turnerende musiker og sangskriver kunne til sidst ikke hænge sammen, så valget faldt på kunstnerkarrieren. Jeffrey Martin er sanger, guitarist og sangskriver og bosiddende i Portland, Oregon, og selv om han for snart mange år siden droppede jobbet som underviser, er inspirationen til sangskrivningen i høj grad hentet fra det hverdagsliv, han mødte i den lille by i Oregon, hvor han arbejdede.

Jeffrey Martin har udgivet musik siden 2009, og især hans seneste to album, “Dogs In The Daylight” (2014) og “One Go Around” (2017) har bragt ham frem i rampelyset. Musikken er afdæmpet, og sangene er nøjsomt orkestrerede med akustisk guitar, violin, pedal steel og kontrabas. Teksterne og fortællingerne er det væsentlige, og Jeffrey Martins lyriske univers er blevet sammenlignet med forfattere som Raymond Carver og Annie Proulx. Jeffrey Martins sange rummer ifølge flere anmeldere en elegant og poetisk beskrivelse af tilværelsens dystre sider, det hårde arbejdsliv for mennesker nederst i samfundshierarkiet og “the small town sadness”. Hans stemme er sårbar og intens, og flere har givet Jeffrey Martin prædikatet “sangskrivernes sangskriver”. Jeffrey Martin optræder sammen med kollegaen Anna Tivel. Eneste danske festivalkoncert i 2022.