FOTO: Tobin Voggesser

Leftover Salmon (USA)

Sidste års koncerter på Tønder Festival var de første i Europa for bandet Leftover Salmon efter 35 år som pionerer på den amerikanske jamgrass-scene. Det var en succes, og nu vender Leftover Salmon tilbage. I år spiller de alle fire dage på festivalen, hvor der vil være forskellige gæster på scenen. Leftover Salmon startede som et progressivt bluegrass-band i Boulder, Colorado. De skabte sig hurtigt et navn på den lokale scene, og sammen med blandt andre String Cheese Incident og Yonder Mountain String Band var de med deres improviserende tilgang stilskabende inden for subgenren jamgrass. Leftover Salmon tager udgangspunkt i bluegrassmusikken, men materialet strækker sig over en lang række andre genrer som cajun, calypso og country. Det mangfoldige lydbillede er grundlaget for improvisationer med lange psykedeliske jam-passager, der leder tankerne hen på Grateful Dead. Leftover Salmon består af Vince Herman, vokal, guitar, Drew Emmitt, vokal, mandolin, guitar, Andy Thorn, vokal, banjo, Alwyn Robinson, vokal, trommer, Jay Starling. dobro, keyboards, og Greg Garrison, vokal, bas. Leftover Salmons seneste album “Grass Roots” udkom i 2023, og her medvirker Billy Strings på to af numrene. Eneste danske festival i 2024.