Lisa O’Neill (IRL)

En af Irlands yngre og stærke stemmer. Lisa O’Neill (født 1982) har skrevet sange, siden hun var barn i hjembyen Ballyhaise. Som 18-årige flyttede hun til Dublin for at studere musik, og mellem studier og forskellige servicejob skrev hun sange og spillede guitar og tenorbanjo. Hendes debutalbum “Has An Album” udkom i 2009. Det blev bemærket både af publikum og musikbranche, og to år senere inviterede David Gray hende med som support til en turné i USA og Canada. Anmeldere har især understreget Lisa O’Neill’s intense stemme, men også hendes sangskrivning og tilgang til den traditionelle folkemusik bliver rost til skyerne. Britiske The Guardian kalder Lisa O’Neill for en stjerne og en af tidens mest markante folk singers. Siden debutalbummet er det blevet til yderligere tre album og en EP, og et nyt album “All Of This Is Chance” udkommer i februar 2023. Flere nye fans er kommet til, da Lisa O’Neill’s udgave af Bob Dylan-nummeret “All The Tired Horses” er brugt som soundtrack til den populære britiske streamingserie “Peaky Blinders”. Lisa O’Neill optræder med band, og det er eneste danske festivalkoncert i 2023.