MIKAEL K /// KLONDYKE (DK)

Torsdag 25. august - 17:00 - Jamteltet


Mikael K har været frontmand og sangskriver i Klondyke i 20 år. Mikael Ryberg Kristensen (født 1964) har en fortid i Aalborgbandet Boobs i 80’erne, og hans sangskriverkarriere tog fart med bandet Klondyke i 2002 med debutalbummet “Guld”. Siden har han udgivet seks dansksprogede og anmelderroste album. Mikael K har de sidste mange år optrådt solo som historiefortællende singer/songwriter og har på den måde spillet hundredvis af koncerter rundt om i det danske land. På Tønder Festival 2022 har Mikael K samlet sit band. I 2022 udkommer hele to nye album. Et album med nye sange: “STILLE URO i en moden mands baghave” samt sangskriverens ”greatest hits” i nedskalerede singer/songwriter-udgaver på albummet “SKELETTER FRA SKABET – Klondyke sangbog volume 1”. Mikael K har mange forskellige hatte på – musiker, komponist, tekstforfatter, klummeskriver og tv-vært – men først og fremmest er han en moderne trubadur. Mikael K har modtaget Danmarks Radios P4-pris, Bjørn Afzelius-prisen, Gelsted-Kirk-Scherfig prisen samt en Danish Music Award-Folk som Årets Sangskriver. Mikael K optræder også med et DJ-sæt på Tønder Festival 2022.