Niteworks (SCO)

Mange bands har afsøgt det musikalske felt, hvor traditionsmusik og traditionelle instrumenter møder electronica. Det er her, det skotske band Niteworks befinder sig. Kreativiteten får frit løb, når lydunivers, elektroniske klangflader og respekten for rødderne finder sammen hos de fire musikere i Niteworks. Det er moderne celtic fusion, det er nye kompositioner, og det er sange skrevet på gælisk. Kombinationen af den traditionelle sækkepibe med bas, trommer, keyboards og electronica-elementer har givet Niteworks en solid fanbase, og live har de haft stor succes på festivaler, blandt andet på Celtic Connections i Glasgow. Niteworks kommer fra Isle of Skye og har eksisteret siden 2008. De debuterede med EP’en “Niteworks: Obair Oidhche” i 2011 og har siden udgivet tre album. Det seneste er “A’ Grian”, udgivet i januar 2022, og som er nomineret til en Scottish Album Of The Year (Scottish Music Industry Association). Eneste danske festivalkoncert i 2023.