Saint Sister (IRL)

Duoen Saint Sister består af Morgan MacIntyre og Gemma Doherty og befinder sig i toppen af den irske musikscene. Saint Sister fandt sammen i 2014, og det helt unikke lydbillede er inspireret af traditionel irsk harpe-musik, 60’ernes flamboyante folk-singers og et ambient elektronisk univers. Morgans og Gemmas vokaler er sjæleligt forbundne og smyger sig om hinanden i smukke harmonier. Morgans harpe bibringer nostalgi og skaber kontrast til de nutidige temaer i teksterne. Saint Sister debuterede i 2015 med EP’en “Madrid”, som i 2018 blev fulgt op af albummet “Shape of Silence”, der med politiske og kritiske undertoner beskriver hjemlandet Irland. De to musikere har ramt direkte ind i hjerterne på irerne, der i 2018 valgte dem som “The Best Irish Act” i en afstemning i The Irish Times. Internationalt er de bestemt også et stort navn og har turneret med navne som Keane, Hozier og Lisa Hannigan. Seneste udgivelse er albummet “Where I Should End” fra 2021, som understreger duoens musikalske grænseløshed, og som i en anmeldelse i The Irish Times bliver rost som en triumf. Eneste danske festivalkoncert 2022.