Sarah Hagen (CAN)

Hendes fortolkninger af klassiske kompositioner er blevet betegnet som “outstandingly inventive”. Canadiske Sarah Hagens opfindsomhed høres både i hendes indlevende og følelsesladede klaverspil og i de kunstneriske projekter, hun giver sig i kast med. Sarah Hagen har samarbejdet med et væld af både klassiske musikere og musikere fra andre genrer som for eksempel den danske jazzpianist Søren Bebe. Sammen med fotografer, dansere og spoken words-performere har hun skabt helt nye oplevelser, hvor de klassiske kompositioner smelter sammen med andre kunstneriske udtryk.

Sarah Hagens nyskabende tilgang til den klassiske musik har bragt hende rundt i koncertsale overalt i Nordamerika og Europa, og på sine rejser samler hun inspiration til nye projekter. Blandt andet har hun kastet sig over fortolkninger af kvindelige komponister fra 1800-tallet. På Tønder Festival vil man opleve en kvinde med en stærk kunstnerisk sjæl og en god portion humor og stand-up-evner. Sarah Hagen optræder solo, og det er eneste danske festivalkoncert i 2022.