Signe Svendsen (DK)

Den danske sangerinde og sangskriver med rødder i det østfynske har for længst etableret sig som en original og folkekær kunstner på den danske musikscene. Signe Svendsen har insisteret på at skabe sin egen niche med personlige danske sange med båd svirp, humor og lyriske detaljer. Signe Svendsen er uddannet på Rytmisk Musikkonservatorium og begyndte oprindeligt karrieren som korsangerinde. Hun har haft et årelangt samarbejde med Niels Hausgaard, og som hun selv siger, har hun lært virkelig meget af ham om kunsten at kommunikere med publikum og levere varen ud over scenekanten. Ambitionerne om at skrive egne sange tog fart i 2010, hvor Signe Svendsen udgav solo-debutalbummet ”Ny passager”. Albummet blev skabt i tæt samarbejde med producer og guitarist Lars Skjærbæk. Han har siden været sparringspartner og producer på de følgende album ”Kun de faldne rejser sig igen” fra 2013, ”Rift” fra 2016 og det seneste “Det forlyder” fra 2020. Når Signe Svendsen går på scenen i Tønder, er det med band.