The Mavericks (USA)

De var på Tønder Festival i 2018, hvor de torsdag aften på Open Air Scenen leverede et festfyrværkeri af en koncert. The Mavericks viste, at de havde masser at byde på. Charme, gode sange, en karismatisk forsanger og en farverig cocktail af country, folk, blues, tex-mex, twang, latin og rootsrock. Nu vender de tilbage, og ikke blot kan publikum glæde sig til at opleve bandet, men også frontfigur, sanger og sangskriver Raúl Malo solo som en del af Tønder Festivals efterhånden stærke tradition Gentlemen’s Circle, hvor en række sangskrivere er på scenen, skiftes til at synge og spille og spiller med på hinandens sange. The Mavericks blev dannet i 1989 og fik hurtigt ry for at være et fremragende liveband. Op gennem 90’erne udgav de en stribe album, opnåede fine hitlisteplaceringer og modtog adskillige priser – blandt andet en Grammy i 1995. Singlen ”All You Ever Do Is Bring Me Down”, hvor tex-mex-stjernen Flaco Jiménez medvirkede, slog godt an, og også ”Dance The Night Away” (1998) blev et gedigent hit. Bandet blev opløst i 2004, og sanger, guitarist og sangskriver Raúl Malo gik solo. I 2012 fandt The Mavericks sammen igen. Nye sange og udgivelser kom til, og bandet turnerede flittigt. Seneste album er det spansksprogede “En Español” fra 2020. Eneste danske festivalkoncert i 2022.