Tønder Festival Non-profit logo
Tønder Festival Logo Non-profit
Login

Musik


Syng din indre elv

“En samisk joik-sanger synger ikke om en elv – hans sang er lyden af en elv,” forklarer Torgeir Vassvik.

Af Claus Vittus

Torgeir Vassvik voksede op i det allernordligste Norge ude ved kysten og spillede som ung i et indierock-band. I teenageårene vandrede han ofte alene rundt ude i naturen, og her begyndte han at synge sange uden ord. Joik, som sangstilen hedder, er beslægtet med strubesang og jodlen og er tæt forbundet med åndemaneri, som kendes fra mange oprindelige folk.

Selvom hans forældre var samer, var den samiske kultur ikke stærk i hans hjem. Det var meget “for-norsket”. Et udtryk, man bruger i Norge om at gøre alting norsk. Det har man villet gøre med den samiske kultur i mange år.

Tog joiksangen med i indierockbandet
Torgeir Vassvik er en af de musikere, der har fundet tilbage til rødderne. I virkeligheden lidt ved et tilfælde.

Det var først, da han var sent i 20’erne, at Vassvik begyndte at blande joiksangen sammen med sit indierock-band og tog sangformen med op på scenen.

Forbundet med shamanisme
“Joik er ikke at synge ord – det er følelser – udtrykt i sang. Man joiker for eksempel ikke om en elv – man ER selve elv. Du skaber oplevelsen igennem at synge din indre elv,” forklarer Torgeir Vassvik.

Man kan joike et sted, et dyr, en person eller en sten. Joik er tæt forbundet med shamanisme, som er samernes oprindelige religion. For Torgeir Vassvik er joik blevet en rejse tilbage til hans samiske identitet, men han betragter sig stadig som norsk.

Samisk forbudt frem til 1959
Torgeir Vassviks samisk-inspireret musik er en positiv udgave uden sorg, som han siger. Nogle samer er stadig bitre over den assimilering og meget stærke for-norskning, der er sket langt op i det forrige århundrede. Først i 1959 – nogle år før Vassvik blev født – blev det tilladt at tale samisk i skolerne.

Men for Torgeir er der ingen bitterhed over historien.

“Jeg er norsk,” siger han, “men jeg stammer også fra kysten.”

Samerne ved kysten, der lever af fiskeri, blev hurtigere assimileret end de samer, der levede af rensdyrhold inde i landet. De var nemlig ofte på træk med renerne.

Torgeir Vassvik turnerer rundt i verden med sin trance-lignende joik-sang, og han har optrådt på Roskilde-festivalen i 2015 og på den største branchefestival for verdensmusik, Womex, i 2016.

LYT TIL PODCAST: INTERVIEW MED VASSVIK

GÅ TILBAGE TIL TEMA-SIDEN: MUSIK FRA OPRINDELIGE FOLKESLAG

Tønder Festival Logo
Vestergade 80,
6270 Tønder
Åbningstider
Telefon:
Mandag: kl. 10-12
Tirsdag: kl. 13-15
Onsdag-fredag: kl. 10-12

Forbehold for ændringer
Tilmeld dig nyhedsbrev
* Skal udfyldes
bookmark
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram