Tønder Festival Non-profit logo
Login

Nyheder

Det perfekte match

17. august 2022

Duoen Saint Sister fra Nordirland er på kort tid røget helt op i toppen af den irske musikscene. Hemmeligheden er et lykkeligt møde mellem to musikere med de samme drømme.

Af Martin Blom Hansen

INTERVIEW:
Saint Sister skulle i foråret 2020 have været på en lang turné i USA og Canada sammen med bandet Keane. Corona-krisen satte desværre en stopper for det projekt.

I dag er Saint Sister igen i fuld fart fremad. Seneste udgivelse er albummet “Where I Should End” fra 2021, som i en anmeldelse i The Irish Times bliver rost som en triumf. Live er de også tilbage, og i foråret 2023 er Saint Sister med som special guests på en Europaturné med Tori Amos.

Duoens originale miks af traditionel irsk musik i et elektronisk univers er i den grad blevet bemærket. Både debut-EP’en “Madrid” fra 2015 og albummet “Shape of Silence” fra 2018 fik fine anmeldelser, og i 2018 blev Saint Sister valgt som “The Best Irish Act” i en afstemning i The Irish Times.

Et kreativt partnerskab
Saint Sister består af Gemma Doherty, elektriske harpe og vokal, og Morgan MacIntyre, vokal, synths, drum pads. De to musikere mødte hinanden i Dublin i 2014, og der gik ikke lang tid, før et nyt band var på tegnebrættet.

“Jeg havde med det samme en god instinktiv fornemmelse, da vi mødtes. Jeg var i gang med at finde ud af, hvem jeg kunne arbejde sammen med på længere sigt. Jeg spillede med en masse venner, men jeg manglede en partner, der ville det samme som mig. Et kreativt partnerskab,” fortæller Morgan MacIntyre.

“Vi mødtes til en kop kaffe, og jeg tror, det var indlysende allerede der efter de første minutter, at vi gik efter det samme. Vi ville lave musik og skabe et band. Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle mødes med mange forskellige mennesker, før jeg fandt det perfekte match. Men det fungerede med det samme i mødet med Gemma.”

De to musikere havde begge afsluttet uddannelser på universitet Dublin og var klar til nye skridt i deres karrierer.

“At synge sammen første gang var en smule nervøst. Der var jo ingen garanti for, at det ville fungere. Vores stemmer er meget forskellige. Men det fungerede godt, og der var meget energi i det. Vi kunne lide den samme musik, og timingen i vores møde var perfekt,” siger Morgan MacIntyre.

En sang skal kunne synges a capella
Den traditionelle irske musik har stor betydning for Saint Sister.

“Vi er begge vokset op med musikken og har lært den, fra vi var helt små. Det er svært at vide præcis hvilken indflydelse, den traditionelle musik har haft på os. Men jeg tror, man kan høre det i vores sange. I forhold til instrumenteringen bruger vi harpen, og uanset hvor meget vi gør ved lyden eller kører den igennem forskellige effekter, bliver den ved med at være et smukt, traditionelt instrument.”

“I forhold til kompositionen af melodi og tekst har det altid været vigtigt for mig at skrive sange, der kan synges a capella. I stil med den gamle irske tradition, hvor det er en meget vigtig del. Jeg ved ikke, om jeg lykkes med det, men jeg er altid opmærksom på, at sangen og melodien kan bære sig selv,” siger Morgan MacIntyre.

Politik er med i sangene
I flere af Saint Sisters sange er der undertoner af politiske, sociale og klimamæssige emner. Ingen paroler, men som Morgan MacIntyre forklarer, er det umuligt ikke at være engageret i de politiske og sociale aspekter i Nordirland.
“Det er en stor en del af livet her. Man får det ind i en ung alder, og det er noget, vi taler med hinanden om hele tiden. Brexit, for eksempel. Med alt det sagt er jeg aldrig gået efter at skrive en politisk sang. Det er mere naturligt for mig at skrive ud fra mine personlige erfaringer. Og så tror jeg, at den politiske, sociale og økonomiske virkelighed, jeg lever i, skinner igennem i sangene,” siger Morgan MacIntyre.

SE MERE OM SAINT SISTER PÅ TØNDER FESTIVAL 2022

Tønder Festival Logo
[social-share counters="0" buttons="facebook,twitter"]
Tønder Festival Logo
Vestergade 80,
6270 Tønder
Åbningstider
Telefon:
Mandag: Lukket
Tirsdag-torsdag: kl. 10-12
Fredag: Lukket

Forbehold for ændringer
Tilmeld dig nyhedsbrev
* Skal udfyldes
bookmark linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram