Tønder Festival Non-profit logo
Login

Nyheder

Støtte over al forventning

29. september 2020

Havefester, støttekoncerter, salg af festivalpakker, merchandise og meget mere har indbragt 750.000 kr. til Tønder Festival Fond. “Kæmpe, kæmpe stor tak for den helt overvældende støtte, som er så vigtig for Tønder Festival 2021,” siger festivalchef.

De mørke skyer er for en stund afløst af en lidt lysere himmel over Tønder Festival. Corona-krisen ryddede som bekendt alle sommerens festivaler, og Tønder Festival måtte for første gang nogensinde aflyse. Det betød problemer for det økonomiske sikkerhedsnet under festivalen. Men det betød også, at en masse mennesker i lokalmiljøet billedligt talt satte himmel og jord i bevægelse for at skaffe donationer og støtte til festivalen. Projektet Tønder Festival Circle med en lang række initiativer og arrangementer blev sat i gang, der kom gang i salg af støttearmbånd, T-shirts og andet merchandise, og to støttekoncerter blev gennemført.

Nu er det foreløbige resultat gjort op. 750.000 kr. er rejst til Tønder Festival Fond, som ejer festivalen.

Mange bække små

De mange donationer og støttekroner kommer fra følgende aktiviteter:

  • Støttekoncert
  • Salg af festivalpakker, varer og events i forbindelse med havefester
  • Salg af merchandise i festivalbutikken
  • Salg af støttearmbånd og støtte-T-shirts
  • Salg af festivalvin til virksomheder
  • Donationer fra havefester

Kæmpe stor tak

“Vi er helt overvældede og meget rørte over den støtte og opbakning, vi har oplevet. Vi vil gerne takke alle der har bidraget på den ene eller anden måde, og samtidig sende en særlig hilsen til initiativtagerne fra Brinksgaard og Victoria. De midler, der er blevet rejst, er mere end vigtige og de går til investeringer i Tønder Festival 2021,” siger Kirstine Uhrbrand, administrerende direktør, Tønder Festival.

Stadig brug for støtte

Det bliver uden tvivl både omfattende og økonomisk krævende at etablere Tønder Festival 2021 i en ny corona-virkelighed, og derfor har Tønder Festival Fond, desværre stadig brug for støtte fremover.

Man kan støtte Tønder Festival Fond ved at give et sponsorat eller ved at købe et støttearmbånd via webshoppen, på festivalkontoret eller i en række butikker i Tønder. Se mere på www.tf.dk

Glæde hos byens aktører

Stephan Scheelke, Tønder Handelsstandsforening, Citychef i Tønder Kommune:

”Det har været en fornøjelse at opleve, hvor mange gæster der har været i ugen op til Tønder Festival samt i selve weekenden. Mange gæster fra det meste af Danmark havde fastholdt deres booking af overnatning for at opleve en snert af festivalens atmosfære. Samarbejdet med Tønder Festival omkring Circle 2020 har været en kæmpe fornøjelse. Jeg har helt klart mærket en festival, der rigtig gerne vil samarbejde med forskellige aktører, så festivalen igen bliver en større del af bymidten. Så hermed er bolden givet op til mere dialog.”

Torben Jessen, Café Victoria, Tønder:

“Vildt fedt og kæmpe respekt. Det er gået fra en tosset ide under corona-nedlukningen til en uge med masser af havefester og støttearrangementer. Fantastisk at se det sammenhold omkring vores festival. Stor tak til Hans Sjursen fra Brinksgaard, citychef Stephan Scheelke og ikke mindst Tønder Festival for et super samarbejde og for at løfte det til et helt unikt niveau.”

Hans Sjursen, Brinksgaard & Marskdestilleriet:

“Vi er stolte af det resultat, der kom ud af det gode samarbejde på tværs med Café Victoria, citychefen og festivalen. Tønder Festival er et fyrtårn for Tønder, og vi skal gøre, hvad vi kan for at bevare den. Både lokale borgere og en masse gæster udefra fik store oplevelser. Fantastisk stemning til koncert, arrangementer og havefester. Stor tak til alle!”

Tønder Festival Logo
Tønder Festival Logo
Vestergade 80,
6270 Tønder
Åbningstider
Telefon:
Mandag: Lukket
Tirsdag-torsdag: kl. 10-12
Fredag: Lukket

Forbehold for ændringer
Tilmeld dig nyhedsbrev
* Skal udfyldes
bookmark
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram