DANIEL NORGREN
STIEN I RUDE, VÄSTRA GÖTALAND, SVERIGE

Man kan lugte høet udenfor huset i Rude, ensilagen. Det er et gammelt sted. Et ældgammelt landskab med køer, får, gamle folk, bakker og træer. Massevis af træer. Her bor og skriver han, og her optager han stilheden. Lyden af graner og fyr, der hvisker om jordens alder, om stien og naboerne, der stadig høster markerne med le og heste.

Han lægger sin telefon på køkkenbordet og lukker døren. Stien begynder her udenfor hans hus, på vejen, der fører op til kirken. Han nikker til naboen, der står ved hegnet. “Hej Daniel, er du hjemme igen?”, og så snakker de lidt om vejret. Nætterne bliver koldere nu, og snart samler tågen sig ved foden af træerne og under hans skridt på stien.

Der er en sø på den anden side af bakken; Åsunden. Han kan ikke se den fra huset, men han kan mærke den; noget kommer derovre fra. Det må være vandet, det gamle vand fra søen. Eller en klar luft af en slags.

Han slår et sving og forsvinder ind i skoven.

Stien fører hen til en gammel vandmølle, der er bygget i træ. Den er forfalden, men stadig i rimelig god stand. Der er ingen, der bruger møllen mere, så den ligger der bare, et gammelt lokale, der trækker vejret i skoven, langsomt og jævnt.

Selv naboerne siger det; denne sti er gådefuld, næsten magisk. Der gror noget særligt imellem karljohansvampene og blåbærrene, imellem lydene af fugle og bier og ingenting. Han tænder for sin optager og bliver et lille stykke tid, i suget af ingen lyd og alle lyde, før han begynder sin vandring tilbage mod huset og naboen ved hegnet.

Dette er stien i skoven ved søen, som han ikke kan se fra sit hus. Denne sti, som er under hans fødder, i hans sind og også nu på hans hotelværelse i Seattle i Amerika. Han lukker døren til hotellets gang, han trækker hovedtelefonerne på og lytter så til lydene fra stien ved Rude. Graner og fyr, fuglene og bierne og ingenting.

Relief i egetræ: Billedkunstner Søren Assenholt
Prosa og koncept: Forfatter Sanne Flyvbjerg