FOY VANCE
STILHEDEN I BANGOR, I CANTON, I ABERFELDY

Ro ved kysten i byen Bangor, Nordirland, hvor han voksede op. Han sad tit ved vandet og kiggede på, at færgerne sejlede væk. Når de forlod bugten, efterlod de en tudende lyd i luften, og han undrede sig altid over, hvor de mon var på vej hen. Hvor førte havet hen? Hvad fandtes der derude på den anden side af byen Bangor?

Ro i Canton, Oklahoma. En lille by på den støvede prærie i det nordvestlige Blaine distrikt, bygget op omkring krydset, hvor State Highway 51 og 58 møder hinanden. Familien flyttede dertil og boede der i seks år, imens hans far prædikede rundt omkring i sydstaterne. Hovedvejen i Canton lignede noget fra en westernfilm, en støvet vej med simple huse, der havde front ud mod vejen i det tørre landskab. Et sted, hvor han kunne se biler og ladvogne køre ind i byen, parkere, og hvor han kunne lytte til de hvirvlende haler af støv, der rejste sig i luften, når de kørte væk igen. Der var lyde fra the Church of Christ. Der var lader, marker og plamager med ildrød jord på vejen ned mod North Canadian-floden.

Ro i haven i Aberfeldy, Skotland. Hjemme. Han elsker at gå ud i haven bagved huset. At krydse den første smule have, der ligger ved siden af skurene, at gå forbi gærdet og under piletræsbuen, der fører ud til den store have bagved. Det er ikke nogen enorm have; den er stor nok til at rumme en hest, men tilpas lille til at den føles hyggelig. Haven er vild og groet til med langt græs, et par æbletræer, nogle havreblommetræer og vilde hindbærbuske. Han plukker en moden blomme og finder et godt sted at tisse.

Ro i Bangor, i Canton, i Aberfeldy. Stilheden er det rum, han tager med sig fra kysten, fra prærien og fra haven i Skotland. Derudover forsøger han at ankomme til nye havne med ingenting og at rejse sådan i livet, som et tomt fartøj, en nomadisk sjæl. Men hans rødder er i Nordirland. Ved kysten i byen Bangor, men også i jorden i det gamle Irland. Der taler folk med stemmer, der lyder som landskabet, bløde og bølgende. Disse mennesker er fredsommelige folk, der bare vil synge, le og fortælle historier. Og også det rummer en virkelig dyb ro.

Relief i egetræ: Billedkunstner Søren Assenholt
Prosa og koncept: Forfatter Sanne Flyvbjerg