KAIA KATER
HUSET MED DEN LANGE INDKØRSEL, MONTREAL, CANADA

Der står et rødt picnicbord foran huset, som ligger mellem markerne udenfor Montreal. Det har ikke en hvilken som helst rød farve, men en dyb mørkerød. Malingen er begyndt at skalle af efter endnu en barsk vinter. Det er ret nemt at trække de små flager af.

Huset ligger bagved hende; et stort murstenshus i to-en-halv etager. Hendes bedstefar byggede instrumenter i et lille træværksted, der er bygget ind i siden af huset. Det var et meget simpelt hus, da de købte det, og der var ingen elektricitet, så hendes bedsteforældre lagde strøm ind i hele huset og tilføjede forskellige udbygninger. Nu har huset et loft, som ikke var der til at starte med.

Der er et stort ahorntræ foran huset. Der er også et egetræ og så picnicbordet, der står lige ved siden af en stenovn, der dufter af stegt lam. Hun kigger mod horisonten. Der er en lang, lang indkørsel op til huset, og hver gang der kommer nogen, begynder hundene at gø. Det gør de altid. Ved siden af indkørslen er der en bred mark, som snart kommer til at stå med gyldne hvedestrå, der svajer i vinden.

Og så er der Jomfru Maria. Halvvejs oppe ad indkørslen står der en figur af Jomfru Maria på godt en halv meter, hugget ind i en sten. Hun kender ikke rigtig historien bag figuren. Den har altid stået der, og hun har aldrig spurgt hvorfor. Så Maria står bare der i regnen, under stråler af sol og i snefald. På afstand minder det om en gravsten, men når man kommer tættere på, opdager man figuren, der står skærmet i en lille stenkuppel.

Der bliver stjerneklart igen i aften. Hun ved, hvor solen går ned, og hvordan himlen forvandler sig til et sort, glitrende tæppe. Hun kigger på markerne, der løber ned i den lille nåletræsskov og efter denne skov er der flere marker, så igen skov og så igen marker, der bliver skåret over af mure af fyrretræer. Man må have plantet skovene for at dele jordene op med naturhegn. Det er det, hun forestiller sig.

Når det bliver sommer, skal picnicbordet males igen. Det gør de hvert år, og dette kontinuum, hvor noget gammelt bliver til noget nyt ligger dybt i hendes rødder. Hendes far immigrerede fra Grenada og sammen med hendes mor, der kom fra Quebec, startede de et nyt liv i Canada. Måske er det egentlig essensen af Canada; dette gamle, nye land, et sted fuld af strid og konflikt, men også et sted for genfødsel. Det er muligt at trække strøm i et gammelt hus, og at male et picnicbord over igen, år efter år. Hun føler sig som den nye definition på en canadier. Og hun har altid følt sig rodfæstet i nye begyndelser.

Relief i egetræ: Billedkunstner Søren Assenholt

Prosa og koncept: Forfatter Sanne Flyvbjerg