NIELS HAUSGAARD
FORTOVET PÅ HAVNEN, HIRTSHALS, DANMARK

Havnen i Hirtshals var hans første verden. Den gamle fiskerihavn, som den så ud sidst i 1940erne. Der kendte han alle huler og smutveje, og han vidste præcis, hvordan cykelstyret føltes lige dér og dér på fliserne.

Hver dag blev han sendt ud af sømandshjemmet på havnegaden, hver dag ud på det samme fortov. Ned ad trappen og ud foran det store murstenshus med de brede vinduer. Han måtte være på fortovet og kun på fortovet. Ellers måtte han ikke noget, for til den anden side lå havnen, og der kunne man jo drukne. Til gengæld var fliserne så hans rådeområde, der hvor verden udenfor tog sin begyndelse.

Fortovet løb mellem to viadukter, som godstogene kørte hen over, når de skulle til og fra havnen. Det var en lang strækning med forskellige kontorer, værksteder og alt det, der hørte til på den gamle havn. Et vodbinderi, hvor de tjærede tov og bandt fiskegarn. Maskinværkstedet. Sejlmageriet, hvor de syede sejl og presenninger. Altsammen lå i en række langs havnefronten, og sømandshjemmet lå lige midt i det hele.

For det meste tog han den trehjulede cykel og kørte af sted. Snuden ind på det første værksted og sige dav. Så snuden ind på det næste værksted, og så det næste igen. Nogle gange gav de ham ting. På vodbinderiet kunne han få tovender, der var helt ens, og sådan nogle var jo altid så dejlige at have. Tak, og så tilbage på fortovet og sætte sig på sin cykel. Vestenvinden lige ind på kinden, det sædvanlige bid fra havet og den sædvanlige smag af salt. Mågerne, der kredsede om kutterne i bugten.

Helt nede i den ene ende af fortovet lå København i en stor, rød træbygning. Egentlig var det nok en forstærkerstation, men for ham var det København. Selv om han godt vidste, at det ikke passede, gav det ro i sindet at kigge på den helt røde bygning og sige: Dét er så København.

Og så var der lyden af fiskekutterne. De encylindrede motorer, der bare bliver ved og ved. Engang imellem er der to rytmer, der falder ind i hinanden og lander i en helt simpel form. Dem kan han stadig høre den dag i dag.

Og han går stadig rundt i Nordjylland, på en ejendom et stykke udenfor Hirtshals. Han vendte tilbage ved et tilfælde, for han kan bo hvor som helst, hvis bare der er en god grund til det. Her er heste, og her er folk og naboer. Det er dem, han kan lide, ikke så meget stederne. Men rødderne er vigtige. Uden rødderne, svækkes vitaliteten og levedygtigheden i nutiden. Han voksede op på havnen, han kommer fra Nordjylland, og han forstår det underforståede. Når man kommer hjem, så kan man koden til det, der foregår. Man hører det usagte. Man ved præcis, hvordan cykelstyret føles lige dér og dér på fliserne. Og det er et stort privilegium at kunne.

Relief i egetræ: Billedkunstner Søren Assenholt
Prosa og koncept: Forfatter Sanne Flyvbjerg