ROMENGO
HAVEN I BUDAPEST, UNGARN

Øvelokalet ligger i en bygning fra slutningen af 1800-tallet. Det vender ud mod den store boulevard på Pestsiden i Budapest, og man kan ane Donaufloden igennem de store vinduer. Det hele er lidt forfaldent, vægge og sten er slidte, og man kan mærke tidens gang. Alle årene, der er passeret i denne bygning, alle fodtrin og ærinder, der er gået forud. I dag bliver lokalerne brugt til kontor, og det er her, de mødes i dag. Kaffekrusene står på gulvet og bordet, og nu former orkestret en spontan cirkel. Det er en tæt cirkel, så alle kan høre alle. Violin, guitar, cajón og tinkander. En klar stemme synger og ornamenterer, dybere stemmer sætter rytme og bas.

Og så vokser haven frem fra gulvet. Den gamle have ved familiens hus; haven, hvor de samles ved havemøblerne. Familien, vennerne, gamle, voksne og børn. De har altid instrumenterne med, og de spiller, danser og spiser sammen. Et barn stryger fingrene ned over en guitarhals og slipper så igen, vender sig imod en leg. Duften af kaffe og duften af mad, af brød. Smagen af salt og paprika, peber og krydderier. De synger, stemmer i med stemmer i haven. Det grønne, det røde, det sorte. Farverne blander sig i gryden og i luften og med lyden af smykker og lange klæder.

De tager haven med sig i øvelokalet ved den store boulevard. De tager haven med sig, når de rejser; græsset på scenen og forestillingen om børnene, der leger til folkemusik. Der er et rodnet i lokalet, og dem, der ikke er bundet af blod, er adopteret ind i familien. Følelsen af hjemstavn er ligesom et bykort, der hænger sammen i sektioner. For de har hjemme i en have, der ligger i udkanten af Budapest. I haven gror romamusik, men haven er også ungarnsk, ligesom sproget. Gyökerek: rødder. Sådan svarer de også, når de er på rejse: Vi kommer fra Ungarn, Budapest. Byen, der engang var delt i tre, og som nu er samlet til én hovedstad. Forenet af otte broer, der lyser op i tusmørket over Donau.

Bilerne kører frem og tilbage på boulevarden under øvelokalet, og man kan ane musikken bag de store vinduer. Melismer drypper ned på kørebanen, der løber hele vejen ind til byens historiske hjerte og funicularen, der transporterer folk op til slottet. Og så strømmer det hele tilbage igen. Gader og stræder fra indre by, mursten og tårne er en del af musikken i haven i det 15. distrikt. De ser mange steder, når de rejser. Men sjældent ser de en by så smuk som Budapest.

Relief i egetræ: Billedkunstner Søren Assenholt
Prosa og koncept: Forfatter Sanne Flyvbjerg