TERRY EVANS
FLODEN, VICKSBURG, MISSISSIPPI

Ja, i 1940erne. Dengang var alting meget lokalt, og hans hjem lå på Poplar Street i Vicksburg. Et helt specifikt sted, i en hel specifik by i det fugtige Mississippidelta. Byen ligger lige der, hvor Yazoo-forgreningen svinger væk fra hovedflodens strøm. Den er nøglen, som Lincoln havde i sin lomme, da kampene udspillede sig i den amerikanske borgerkrig. I 1940erne var det også en fordomsfuld by, men stadig rar og grøn og tæt på floden.

Han kan ikke helt huske det, men han mener, at der lå fem eller seks huse i en karré. Hver karré var et felt i et net af jordveje, og husene lå tæt op ad hinanden. Åh, de lå uhyre tæt. Så tæt, at man kunne kigge ind igennem hinandens vinduer. Man kunne se folk gå rundt indenfor og udenfor hjemmene, virkelige folk og deres skygger, imens det grønne vand steg og faldt ved bredden i Vicksburg.

Der var et eller andet særligt ved den flod; det snoede landskab, vådområderne, skrænterne og den måde bevoksningen gled ud i vandet. Han kunne gå derhen på fem minutter, og hans sko blev støvede af jorden og gruset fra vejene. Jordgrøn, det er sådan han kender flodens farve, og han husker træerne, rankerne, løvet og græsset på Walnut Hills. Men på en eller andet måde glider det hele over i hinanden.

Lydene fra husene glider ind i luften over sydens sumpland, og stemmerne fra vækkelserne i kirken. Han kan høre lyden af gospelmusik, og han kan også mærke fornemmelsen af bomuldsfibre mellem fingrene; hvordan man plukker de hvide bolde af de brune planter på markerne tæt ved deres hjem.

I dag ser det ud som Poplar Street aldrig nogensinde har været der. Jordvejen er væk, Poplar Street er stadig en adresse, men den er belagt med asfalt, og husene ligger længere fra hinanden. Han synger om en togtur hjem til Vicksburg, om at komme hjem til det sted, hvor han hører til. Men den flod, han virkelig vandrer hen til, er den, der strømmer med blues. Hans meget specifikke sted har forvandlet sig til noget ganske universelt, der er vævet sammen af musik og alle steder. Musikken er stoffet, der væver vores liv, siger han, og musikken er gaden, hvor alle hører til.

Relief i egetræ: Billedkunstner Søren Assenholt
Prosa og koncept: Forfatter Sanne Flyvbjerg