WILLIAM PRINCE
VEJENE I PEGUIS FIRST NATION, CANADA

Det er græsmarkerne, der ligger to timer nord for Winnipeg. Han har kørt i et stykke tid nu, byens summende gader ligger allerede langt borte i hans sind. Her er kun motoren, vinden, glasskårene og de store stykker asfalt, der er knækket af i vejkanten. Peguis First Nation. For det meste er her ret fredeligt. Der løber en stor landevej igennem det hele, og det er vejen ind og ud af reservatet. Der bor et par tusinde mennesker i Peguis, men det virker, som om man møder de samme par hundrede igen og igen.

Husene ligger en kilometer fra hinanden og folk bor nede ad grusvejene, der breder sig ud på hver side af hovedvejen. Der er misligeholdte haver og velholdte haver, og det er alt sammen organiseret omkring et indkøbscenter, der ligger i midten af reservatet. Der er et pizzaria, en Chicken Delight og det store hockeystadion, hvor folk samles. To benzinstationer og isbutikken, hvor han havde sit første arbejde. Han kender vejen. Han ved, hvordan den løber igennem Peguis, han kender det stykke af landevejen, der skiller dette reservat fra det næste. Han kender fornemmelsen af Dallas, en by, der er så lille, at man overser den, hvis man blinker. Han ved, hvordan vejen ender ved søen, han kender stilheden ved Fisher Bay og han synger om de fiskere, der bor der, og hvordan Jesus, der fanger mennesker som fisk, også kunne bo dér; i fred ved søen. Men i dag skal han ikke til Fisher Bay.

Han passerer The Prince Chapel. Den gamle kirke som hans forfædre har prædiket i. Nu er den forladt, der er brædder for vinduerne og den bliver ikke brugt til andet end opbevaring af familiens gamle skrammel. Og så minderne. Han husker lydene fra kirken, hvordan han spillede guitar med præsten, som tilfældigvis også var hans far, og hvordan prædikenen sluttede med musik, som så fortsatte hjemme i deres hus med mere gospel og sang i køkkenet. De satte et lille keyboard op, tre-fire guitarer var i gang, fem, seks mennesker jammede, og folk samlede sig i køkkenet, der ikke var større end en skurvogn.

Landevejen slår et sving til venstre, og nu drejer han fra og kører ligeud på en grusvej. Den fører ned til hans mors hus, der gemmer sig et stykke nede ad vejen. Landskabet er gammelt, men huset har kun været der i et par år. Det er et nyt område i reservatet, og han husker, hvordan de pløjede en vej ind igennem vildnisset, og hvordan de jævnede landskabet ud for at lave haver til folk. Fluerne og myggene fra vildnisset hænger stadig i luften.

Snart sidder han på bænken foran bålet. Hans familie vil være der, som de altid har været, og de tre irriterende hunde vil samle sig ved hans fødder. Engang var der et andet hus, et mindre og nedslidt hus uden rindende vand. De bar vandet over markerne fra naboens hus, tilbage til huset, hvor de altid havde hinanden, og hvor det altid føltes tilstrækkeligt.

Han slukker motoren og kigger på den åbne mark ved siden af huset, den uendelige mark, der bare bliver ved og ved med at strække sig i aftenlyset. Han bor her ikke mere. Husene er anderledes, hjemmene har forandret sig. Men landevejen fører stadig ned til søen ved Fisher Bay, og Peguis er stedet, han tager hen for at hele.

Relief i egetræ: Billedkunstner Søren Assenholt
Prosa og koncept: Forfatter Sanne Flyvbjerg