Otte navne klar til international interesse på Tønder Festival

Home/Nyheder/Otte navne klar til international interesse på Tønder Festival

Otte navne klar til international interesse på Tønder Festival

SPOT samarbejder med Tønder Festival om præsentation af ny dansk folk- og roots-musik i projektet Folk Spot Denmark. Otte navne er valgt ud – og der kommer flot internationalt branchebesøg for at se på.

Seks danske, et norsk og et norsk-svensk-dansk navn er udvalgt til årets Folk Spot Denmark-fremstød under den 45. udgave af Tønder Festivalen: Fredag 24. og lørdag 25. august vil Louise Støjberg/Martin Rauff, Pøbel, Mary Jean, Vingefang, Hudna, Elmøe & Hoffmann, Raabygg (NO) og den norsk-svensk-danske trio Huldrelokkk gå på Klubscenen for at overbevise festivalens internationale gæster, branchefolk og selvfølgelig publikum om deres kvaliteter – ved siden af Tønders øvrige navne som The Mavericks, Melissa Horn, Colter Wall, The Bros. Landreth, Allan Taylor, Lúnasa m.fl.

Showcase-koncerterne med Folk Spot Denmark-navnene præsenterer den bedste nye danske folk- og rootsmusik, og har gennem årene trukket fuldt telt og international interesse. Sådan bliver det givetvis også i år. For kvaliteten kan der ikke sættes fingre på.

40 internationale medie- og branchefolk
Det er SPOT og Tønder Festival, der i samarbejde arrangerer Folk Spot Denmark – og det gælder også arbejdet omkring det internationale branche-besøg, hvor ca. 40 internationale gæster fra medier, festivaler, booking agencies etc. har sagt ja til at komme.

Inden for medieverdenen gælder det bl.a. det legendariske engelske folkmagasin fRoots og den nordirske afdeling af Radio BBC, svenske LIRA Magazine og det store norske magasin Folkemusik. Det gælder den canadiske arrangør Bob Jensen fra JMI folk and blues Agency og Linda Fahey fra den amerikanske Folk Alley festival (begge er gengangere). Der er besøg fra Americana Music Associations UK-afdeling, den franske Het Lindeboom Festival, den belgiske Festival Mundial, Australian Music Week, canadiske Paquin Artists Agency, amerikanske Beehive Productions, hollandske Sedate Bookings og det ungarske folk og world music label Hangveto. I alt 13 nationaliteter er repræsenteret.

Ud over selve musikken vil de internationale gæster blive sat i stævne til speed meetings med de optrædende Folk Spot Denmark-kunstnerne, og der vil være branche-møder, rundvisning samt en mindre udflugt til at give ekstra indtryk.

SPOT og Tønder Festivals samarbejde er en videreførelse af ROSAs Folk Spot Denmark-initiativ i perioden 2013-16.

(Folk Spot Denmark)Se mere.

Foto: Søren Jensen Lund.

Facebook

Twitter