Søg penge fra Tønder Festivals overskud

Home/Nyheder/Søg penge fra Tønder Festivals overskud

Søg penge fra Tønder Festivals overskud

De seneste to år har Tønder Festival givet overskud, og det har betydet økonomisk støtte til kulturlivet. For hvis der er overskud, støtter Tønder Festival Forening ifølge vedtægterne blandt andet kulturelle aktiviteter, børn og unges uddannelse i musik og udvikling af folkemusikområdet.

Også i år bliver der et pænt overskud, kan festivalledelsen slå fast. Og i år vil man prøve noget nyt: Nu kan kulturlivet – foreninger, institutioner, skoler og initiativer – søge om at få del i de midler, der bliver uddelt fra overskuddet. De tidligere år har Tønder Festival Forening delt midler ud til udvalgte modtagere. Det nye er, at kulturlivet nu kan banke på og søge om midler fra festivalens overskud. Ansøgningerne vil så efterfølgende blive behandlet af Tønder Festival Forening, som tager den endelige beslutning om, hvem der bliver modtagere af overskudsmidlerne.

Tak til lokalområdet
”Vi kan i høj grad takke de mange frivillige, byen, sponsorerne og lokalområdet for festivalens succes. Det er helt naturligt, at vi giver noget tilbage til byen og kommunen,” siger Bo Ludvigsen, formand for bestyrelsen i Tønder Festival Forening.

Ekstra penge til kulturlivet
Tidligere i år har Tønder Festival Forening uddelt midler fra festivalens overskud i 2016. I alt 314.000 kr. blev sendt videre til det lokale og regionale kulturliv. Især børn og unge i Tønder Kommune fik glæde af de ekstra penge. Modtagerne var: Tønder Session Scene, Tønder Gymnasium, Tønder Kulturskole, Skolekoncerten under Tønder Festival og et projekt med koncerter på gymnasier i Sønderjylland-Schleswig. Også i 2016 blev der delt ud af overskuddet fra festivalen i 2015. Her gik 480.000 kr. til almennyttige formål. Det endelige regnskab for Tønder Festival 2017 er endnu ikke gjort færdigt, men festivalledelsen kan konstatere, at der bliver tale om et overskud.

Støtte til uddannelse, musik og kulturelle arrangementer
Hvis der er overskud på festivalen, støtter Tønder Festival Forening ifølge vedtægterne initiativer, der tilgodeser:
• Uddannelse i eller udvikling af dansk og international folkemusik.
• Børn og unges uddannelse i musik, herunder tilvejebringelse af musikinstrumenter og øvelokaler.
• Kulturelle aktiviteter og arrangementer fortrinsvis i Tønder Kommune.

Overvejer man at ansøge om midler fra festivalens overskud, skal man yderligere være opmærksom på, at begivenheder og arrangementer, man søger støtte til, skal være offentligt tilgængelige, og at der ikke må opkræves entré.

Ansøgning om midler fra overskuddet fra Tønder Festival skal sendes til Adm. Direktør Kirstine Uhrbrand senest den 1. marts 2018 på mail: kirstine@tf.dk

Tønder Festival 23. 24. 25. 26. august 2018
www.tf.dk
www.facebook.com/tonderfestival
Twitter: @tonderfestival
Instagram: TONDERFESTIVAL
Billetsalg på www.tf.dk

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Email this to someone

Facebook

Twitter