
Varme og kant
Alain Apaloo er født i Togo og bosat i København, hvor han forener sine vestafrikanske rødder med delta-bluesens rå nerve og jazzens frie udtryk.
Hans stemme balancerer mellem varme og kant, og hans guitarspil fortæller historier med en dybde, der matcher hans tekster. Musikken føles både urgammel og umiddelbar - jordnær, intens og nærværende.
Apaloo startede sin musikalske rejse under vingerne på den togolesiske blueslegende Jimi Hope og har siden samarbejdet med navne som Kojo Antwi og Kwame Yeboah. Siden sin ankomst til Danmark i 1999 har han markeret sig bredt - som frontmand i sin trio, leder af det prisvindende kollektiv ApiPipo og som samarbejdspartner for kunstnere som Kurt Rosenwinkel, Gitte Hænning og Rasmus Lyberth. I 2023 blev han inviteret med som guitarist og sanger i Rosenwinkels band ved Eric Claptons Crossroads Festival - en milepæl i karrieren.
Hans seneste soloalbum ‘Naked’ udkom i september 2024 og byder bl.a. på samarbejde med Marcus King. Albummet er nomineret til både Årets Danske Bluesudgivelse og Blues Liveprisen ved DMA Blues 2025.