Eneste danske festival i 2025
Med sin udtryksfulde stemme og imponerende guitarteknik er den canadiske blues- og rootsmusiker Matt Andersen en af de mest karismatiske og talentfulde kunstnere på den internationale musikscene.
Hans måde at forene rå blues, sprudlende americana, eftertænksom folk og sjælfuld gospel - og hans evne til at fortælle historier, der balancerer mellem smerte, håb og glæde - gør ham til en unik stemme.
Matt Andersen har optrådt som hovednavn i Nordamerika, Europa og Australien og turneret med legender som Bo Diddley, Buddy Guy, Gregg Allman, Marty Stuart, Tedeschi Trucks Band, Randy Bachman, Little Feat, Jonny Lang og Serena Ryder.
Gennem sin karriere har han høstet adskillige priser, blandt andet to European Blues Awards i kategorien ‘Best Solo/Acoustic Act’. Han er også den første canadier nogensinde, der modtog en pris i solo/duo-kategorien ved International Blues Challenge i Memphis i 2010.
Uanset om han står på scenen alene med sin akustiske guitar eller omgivet af et band, leverer Matt Andersen en intens oplevelse, der rører publikum.
På årets Tønder Festival kan man opleve en af hans stemningsfulde solooptrædener med sange fra blandt andet hans seneste album, ‘The Big Bottle of Joy’ (2023), der byder på en blanding af bluesrock, gospel og folk.