
Traditionel jazz med livsglad energi, højt tempo og et strejf af Paris
Så snart svenske Nanna Carling og hendes band slår den første tone an, er man allerede om bord på en tidsmaskine, der bringer én tilbage til en verden af smugkroer, dansesale og tilrøgede jazzbarer.
Nanna Carling Swingband leverer traditionel jazz med livsglad energi, højt tempo og et strejf af Paris. Med en skøn blanding af tidløse klassikere, skjulte perler og originale kompositioner, fører Nanna Carling os tilbage til jazzens storhedstid, hvor legender som Sidney Bechet, Duke Ellington og Billie Holiday satte standarden. Samtidig tilføjer bandet deres eget moderne twist, der gør musikken både kreativ og nyskabende.
Fra ‘Basin Street Blues’ til ‘Dream a Little Dream of Me’ fremfører Carling og hendes band de klassikere, vi alle kender og elsker, med en energi og karisma, der gør det svært at sidde stille. Bandet dykker også ned i jazzens skjulte skatte og skaber deres egne, originale værker, som beviser, at jazz er en levende kunstform.
2025 bliver endnu et travlt år for Nanna Carling, som udgiver sit andet fuldlængdealbum ‘Melodies For Two’ - en romantisk historie, der består udelukkende af hendes egne kompositioner, som hun sammen med sit swingband også tager med til Tønder.