Eneste danske festival i 2025
Et enestående projekt med essensen af amerikansk musikhistorie fra New Orleans og Memphis.
Take Me To The River dykker ned i musikkulturen i de to byer, hvor soul, blues og andre stolte musikgenrer og -traditioner er i centrum. Projektet omfatter dokumentarfilm, udgivelser, uddannelsesprogrammer og naturligvis koncerter. Nu kan Tønder-publikummet glæde sig til et liveband i A-klassen: Cyril Neville, Ivan Neville, Ian Neville, Omari Neville, Big Chief Bo Dollis Jr., Anjelika “Jelly” Joseph, Robert Mercurio, Dreven Trusclair og Martin Shore.
Take Me To The River – titlen er en hilsen til Al Greens berømte sang fra 1974 af samme navn – er ikke mindst kendt via to prisvindende dokumentarfilm af instruktøren Martin Shore: “Take Me To The River Memphis” (2014) og “Take Me To The River New Orleans” (2019). Begge film beskriver byernes mangfoldige musikliv, historie, arv og ikke mindst indflydelse på den globale musikscene. Musikken fra de to film er udgivet som album og har naturligvis også været på landevejen med flere end 200 koncerter. Blandt andet i London i efteråret 2024. Der venter en helt særlig oplevelse, og det er eneste danske festival i 2025.