Lørdagsbilletter nu også udsolgt
Kun onsdags-og torsdagsbilletter tilbage, inden festivalen sparker fire dage med folk, roots, americana og country i gang den 26. august.
I syv år har kunstnerne Sanne Flyvbjerg og Søren Assenholt undersøgt, hvad der gør Tønder Festival til noget særligt. De har spurgt, lyttet, skrevet og snittet sig ind på festivalens særlige fællesskab. Nu samler udstillingen Folk Tales alle portrætterne i Pumpehuset – for sidste gang.
Hvad er Tønder Festival egentlig?
Er det musikken? De frivillige? Publikum? De lange aftener mellem teltene? Mødet med en musiker, man aldrig har hørt før? Eller de historier, man tager med hjem?
Siden 2017 har Sanne Flyvbjerg og Søren Assenholt mødt og talt med musikere, frivillige, publikum, lokalhistorikere og andre af de mennesker, der tilsammen udgør festivalens særlige fællesskab. Det er blevet til Folk Tales – mere end 50 portrætter i tekst og træ. Værkerne handler om musik, landskaber, minder - og om den særlige folkelige ånd, der opstår, når mennesker mødes omkring musikken.
Sanne Flyvbjerg har omsat møderne til litterære portrætter, mens Søren Assenholt har fortolket mennesker og fortællinger i træ. Sammen bliver tekst og træ til et portræt af festivalen set indefra.
Folk Tales vender tilbage
Nu vender Folk Tales tilbage til Pumpehuset ved Tønder Festival, hvor alle værkerne kan opleves samlet – og for sidste gang.
Udstillingen er en totalinstallation, hvor værkerne fylder hele rummet. Musik, lyd og dokumentationsmateriale fra projektets syv år flettes sammen med portrætterne og skaber en intim og sanselig oplevelse. Det er både en udstilling og et samlet kunstnerisk portræt af Tønder Festivals særlige DNA – mødet mellem mennesker, musik og historier, som rækker langt udover festivalpladsen.
Udstillingen kan opleves 26.–29. august 2026, og der er fri adgang uden festivalarmbånd. Indgangen er ved billetvognen ved Pumpehuset.
Folk Tales
Pumpehuset ved Tønder Festival
26.–29. august 2026
Fri adgang uden festivalarmbånd
Indgang ved billetvognen ved Pumpehuset
Om kunstnerne
Sanne Flyvbjerg er forfatter med fokus på folk, erindring og lokalhistorie. Hun bruger samtalen som kreativ generator og arbejder ofte i tværkunstneriske samarbejder. Hun skriver på tværs af genrer – fra prosa og lyrik til sangtekster og essays.
Søren Assenholt er billedkunstner med træ og håndværk som omdrejningspunkt. Han undersøger gennem skulptur, relief og installation materialets fortællinger og håndens viden. Hans arbejde spænder fra mindre værker til større stedsspecifikke udsmykninger.
Sammen har de en lang række udstillinger og projekter bag sig, blandt andet udsmykninger på flere institutioner. Hvert år laver de desuden æresportrætter til Folkemusikkens Hall of Fame.