Spiller fredag
Det var Joan Baez’ stemme i radioen, der fik Emmylou Harris i gang med at spille guitar.
Hver aften sad den 16-årige Emmylou og lyttede til en radiostation, der spillede folk-musik, mens hun lavede lektier. Og så gik hun i gang med at lære de første tre akkorder.
I dag er den 78-årige sanger, sangskriver og aktivist en af de mest indflydelsesrige stemmer i amerikansk musik. Gennem mere end fire årtier har hun formet folk-, country- og americana-musikken med en sjælden blanding af autoritet, varme og kunstnerisk nysgerrighed. Med over 25 albumudgivelser, 14 Grammy-priser, mere end 15 millioner solgte plader og indlemmelsen i Country Music Hall of Fame er hun blevet et ikon, hvis betydning rækker langt ud over genrer og generationer.
Emmylou Harris brød igennem i 1970’erne og gav countrymusikken et markant løft med sin udtryksfulde vokal, sin elegante sangskrivning og sin evne til at finde – og forfine – andres sange. Som sangskriver er hun kendt for sin ærlige, skarpe og livskloge pen, der aldrig søger det lette, men altid det ægte.
Som sangerinde har hun sat aftryk på et utal af klassiske indspilninger og samarbejdet med blandt andre Gram Parsons, Dolly Parton, Linda Ronstadt, Mark Knopfler, Bob Dylan, Neil Young, Rodney Crowell, Willie Nelson - og Daniel Lanois, som også gæster Tønder Festival i år. Han producerede og spillede med på Emmylou Harris’ album ‘Wrecking Ball’ (1995) – et af hovedværkerne i hendes karriere - mens hun bl.a. medvirkede på hans soloalbum ‘Shine’ (2003).
Sidste gang Emmylou Harris gæstede Tønder var i 2000. Nu kommer hun tilbage med sit band - for sidste gang. Fredag spiller hun sin eneste danske koncert på sin afskedsturné gennem Europa. Det bliver en smuk aften fyldt med sange, historier, livsvisdom og den klang, som Emmylou Harris er gjort af.