Offentliggørelsen favner både internationale sangskrivere, markante folkemusikinitiativer og traditionsrige festivalformater, der tilsammen understreger festivalens brede forankring i roots- og folkgenren.
Amerikanske stemmer med stærke rødder
Oliver Hazard og Ken Pomeroy repræsenterer to forskellige, men beslægtede strømninger i den amerikanske sangskrivning.
Indiefolk-trioen Oliver Hazard fra Ohio har opbygget et dedikeret publikum gennem nærværende koncerter - blandt andet i mere end hundrede amerikanske dagligstuer. Trioens organiske indiefolk har siden bragt dem videre til festivaler som Newport Folk Festival, Austin City Limits Music Festival og Bonnaroo Music and Arts Festival. I Tønder spiller de deres eneste danske koncert i 2026.
Den 23-årige singer-songwriter fra Oklahoma med cherokee-rødder, Ken Pomeroy, forener personlig historiefortælling og kulturel bevidsthed i et intenst og poetisk udtryk. Hun begyndte at skrive sange som elleveårig og har siden indspillet med John Moreland og turneret med blandt andre Lukas Nelson og American Aquarium. Også hun giver sin eneste danske koncert på Tønder Festival i 2026.
Folkemusik i bevægelse – fra talent til professionelt ensemble
Med Folk Ensemble har Danmark fået sit første professionelle basisensemble med fokus på folkemusik. Ensemblet, der har base i Esbjerg og er tilknyttet Syddansk Musikkonservatorium, arbejder med både traditionelt repertoire og nye kompositioner. De fem musikere bringer folkemusikken ind i både koncertsale, kulturhuse og undervisningsmiljøer og styrker dens plads i samtiden.
Samtidig viderefører folkBALTICA Ensemble talentudviklingen på tværs af den dansk-tyske grænse. Ensemblet samler omkring 50 unge musikere fra Syddanmark og Slesvig-Holsten. Ud over egne koncerter medvirker de traditionen tro ved festivalens store skolekoncert og bidrager dermed til at føre den regionale musiktradition videre til nye generationer.
Festivalstemning med folkekære værter og hyldestkoncert til en legende
Radioværterne Søren Rebbe og Alex Nyborg Madsen står igen i spidsen for stemningsfulde live radioshows på festivalen. Med deres egen radiokanal, Radio Mars, rykker de ind på Bolero-scenen og sender live med interviews og gæsteoptrædener. Formatet giver publikum mulighed for at komme helt tæt på årets kunstnere i unikke, uformelle rammer.
Årets program rummer også en særlig hyldest til Kris Kristofferson, en af outlaw country-bevægelsens og musikhistoriens mest betydningsfulde sangskrivere. En række danske og canadiske solister og et band spækker med danske talenter fortolker hans klassiske sange i en tribute-koncert, der både markerer hans kunstneriske arv og understreger sangskrivningens centrale plads på Tønder Festival.
MERE OM KUNSTNERNE:
OIiver Hazard (USA)
Få mennesker har hørt om Waterville, Ohio - en lille by i rustbæltet langs Maumee-floden. Men det er her, medlemmerne af indiefolk-trioen Oliver Hazard lærte at lave musik ved at lytte opmærksomt.
Michael Belazis (vokal, guitar), Devin East (elguitar) og Nate Miner (keyboards) opbyggede bevidst deres følgerskare ved at spille i mere end hundrede dagligstuer over hele USA, én nærværende samtale ad gangen. Den ånd gennemsyrer alt, hvad de gør - lige fra at være værter for deres egen lokale musikfestival, Oliver Hazard Day, til stille og roligt at indtage deres plads på festivalplakater som Newport Folk Festival, Austin City Limits og Bonnaroo. OIiver Hazard har turneret med store navne, indspillet med producer Jacquire King (Zach Bryan, Kings of Leon, Tom Waits) og set deres sange rejse længere, end de nogensinde havde forestillet sig.
På tværs af udgivelser som ‘34 N River’ (2018), ‘The Flood’ (2019), ‘Oliver Hazard’ (2023) og ‘Raindrop River’ (2025) vender bandet gang på gang tilbage til udgangspunktet og skriver sange rundet af deres hjemstavn. I bund og grund er det indiefolk, som man opdager ved et tilfælde på en bar et sted i Midtvesten, sunget af tre oprigtige musikere i klangfulde harmonier og som får én til at stoppe op. Deres musik er et soundtrack til hverdagslivet, der inviterer lytterne til at finde skønhed i det almindelige.
Oliver Hazards koncert på Tønder Festival er deres eneste danske optræden i 2026.
www.olihazard.com
Ken Pomeroy (USA)
Ken Pomeroy vil knuse dit hjerte. Med en enkelt linje – nogle gange bare ét ord. Og mens hun leverer sine historier med sin kraftfulde og beroligende sopranstemme og sit fingerfærdige guitarspil, begynder du at se dig selv i hendes smerte og håb.
Ken Pomeroy er opvokset i Moore, Oklahoma, og er cherokee. Hendes sange er fyldt med symboler og historiefortælling, der omfavner cherokee-traditionerne på en nutidig og personlig måde.
Hun begyndte at skrive sange, da hun var 11 år, og en af sangene på hendes debutalbum, ‘Cruel Joke’ (2025), skrev hun som kun trettenårig. Men det var, da Ken Pomeroy hørte John Denvers musik for første gang som barn, at hun besluttede sig for at blive sangskriver.
23-årige Ken Pomeroy har indspillet musik sammen med en af sine store musikalske helte, John Moreland, haft en af sine sange på filmsoundtracket til ‘Twisters’ og turneret med blandt andre Lukas Nelson, Iron & Wine og American Aquarium. Der er ingen tvivl om, at Ken Pomeroys dybde og musikalske talent gør hende til en opadgående stjerne.
På Tønder Festival kan publikum opleve hendes eneste danske koncert i 2026.
www.kenpomeroymusic.com
Folk Ensemble (DK)
I Danmark findes der flere professionelle basisensembler inden for klassisk musik og jazz. Men indtil nu har der ikke eksisteret et ensemble med fokus på folkemusikken. Det er der blevet ændret på med Folk Ensemble.
Folk Ensemble er et nyt, professionelt ensemble med base i Esbjerg, der arbejder med dansk folkemusik i bred forstand - både den traditionelle musik og nyere kompositioner. Det består af fem erfarne musikere med rødder i folkemusikmiljøet - Annelene Toft Christensen (violin, bratsch), Maja Aarøe Freese (cello, vokal), Anja Præst Mikkelsen (klarinet, basklarinet), Frederik Mensink (kontrabas, diatonisk harmonika), Anders Ringgaard Andersen (harmonika, basun) - og er tilknyttet Syddansk Musikkonservatorium, hvor Danmarks eneste bacheloruddannelse i folkemusik også er forankret.
Folk Ensemble optræder i mange forskellige sammenhænge - på skoler, spillesteder, kulturhuse, musikskoler og institutioner - og i samarbejde med både dansere, undervisere og lokale aktører.
Folkemusik er en væsentlig del af den danske musikhistorie og kulturarv. Den har formet det musikalske landskab, mange af os vokser op i. Med et fast ensemble bliver musikken mere tilgængelig og til stede i samtiden, også for dem, der ikke tidligere har mødt den.
www.folkensemble.dk
folkBALTICA Ensemble (DK/DE)
folkBALTICA Ensemblet er et ungdomsensemble for musikalske talenter fra begge sider af den dansk-tyske grænse i alderen 15-25 år. Formålet er at bidrage til talentudvikling i Syddanmark og Slesvig-Holsten, at videreføre egnens traditionelle musik og bidrage til det interkulturelle ungdomsarbejde i regionen.
folkBALTICA Ensemblet blev grundlagt i 2013 og ledes af den kunstneriske leder Harald Haugaard i samarbejde med assistenterne Andreas Tophøj og Rasmus Zeeberg. De cirka 50 unge mødes fire til seks gange om året for at øve og opføre koncerter, og de har bl.a. optrådt ved mindedagen for 1864-krigen på Dybbøl Banke og folkBALTICA Festival. Og naturligvis Tønder Festival, hvor de både spiller deres egen koncert og medvirker ved den årlige skolekoncert, hvor omkring 5000 elever hvert år bliver inviteret til at deltage som publikum.
Radio Mars med Alex Nyborg Madsen & Søren Rebbe (DK)
Radiobrødrene Søren Rebbe og Alex Nyborg Madsen er garvede veteraner, når det kommer til at formidle og bidrage til stemningen på Tønder Festival. De første mange år arbejdede de for DR, og siden 2024 har de haft deres egen radiokanal, Radio Mars.
Søren Rebbe og Alex Nyborg Madsen lægger ikke skjul på deres begejstring for Tønder Festival. Det kan høres i deres daglige programmer på Radio Mars og i særdeleshed, når de er ”hjemme” på Bolero-scenen, hvor det er blevet en populær tradition, at de to værter laver live radioshows med spændende musikalske gæster i et tætpakket spejltelt.
Fordi mange kunstnere spiller flere gange i løbet af festivalen, har man som publikum mulighed for at opleve både store internationale stjerner, folkekære danske kunstnere og de stjerneskud, der hvert år overrasker og tager publikum med storm. Brødrenes uhøjtidelige facon kombineret med deres store kærlighed til musikken sikrer et medrivende show med livemusik og interviews, der både kan kalde smilet frem og gå lige i hjertet.
www.radiomars.dk
Kris Kristofferson Tribute (DK/CAN)
Kris Kristofferson satte et uudsletteligt præg på flere generationer med sin poesi, sociale bevidsthed og kompromisløse sangskrivning. Som en central skikkelse i outlaw country-bevægelsen forbandt han country, folk og rock i sange, der både var dybt personlige og universelle. Klassikere som ‘Me and Bobby McGee’, ‘Help Me Make It Through the Night’ og ‘Sunday Mornin’ Comin’ Down’ står den dag i dag som milepæle i moderne americana og har inspireret generationer af kunstnere på tværs af genrer. På årets Tønder Festival hylder en række af Danmarks og Canadas bedste sangere og musikere den store poet. Det bliver med en helt særlig hyldestkoncert, der fejrer Kris Kristoffersons enestående sangkatalog og fortællekunst.
Kris Kristofferson skrev om kærlighed, tab, frihed og tvivl med en ærlighed, der stadig taler direkte til publikum. Hyldestkoncerten markerer ikke blot mindet om en stor kunstner, men også den levende arv, hans sange fortsat udgør verden over – ikke mindst på Tønder Festival, hvor fortællekunsten altid har været i centrum.
Solisterne er Steen Jørgensen, Kira Skov, Selina Gin, Mike Andersen, canadiske Joce Reyome og canadiske Ron Sexsmith. Bandet på scenen består af musikere, som er særdeles velkendte i Tønder, nemlig Casper Simonsen (trommer), Lars Skjærbæk (guitar og kor), Kajsa Vala (guitar og kor), Troels Skjærbæk (bas og kor), Palle Hjorth (keyboards) og Troels Skjærbæk (guitar).
Tønder Festival 2026 – so far:
Emmylou Harris (USA), Aaron Lee Tasjan (USA), Skerryvore (SCO), Sam Kelly & The Lost Boys (UK), Joce Reyome (CAN), Erik Koskinen (USA), Ron Sexsmith (CAN), The Brothers Comatose (USA), James McMurtry (USA), Susan O´Neill (IRL), Ulige Numre (DK), Susto Stringband (USA), Sunny War (USA), Poul Krebs (DK), Emily Scott Robinson (USA), The Felice Brothers (USA), Rum Ragged (CAN), Daniel Lanois (CAN), Fantastic Negrito (USA), Jesper Lindell & The Brunnsvik Sounds (SE), Bye Bye Brenda (DK), Jake Blount (USA), AySay (DK), Heidi Talbot (IRL/SCO), Tako Lako (DK), Leon Majcen (USA), Selina Gin & The Iconics (DK), Ciarán Ryan Band (SCO/IRL), John R. Miller (USA), Kathryn Tickell & The Darkening (UK), Shakey Graves (USA), Jake Bugg (UK), Duncan Chisholm, Michael McGoldrick, Gerry O’Connor & Tony Byrne (SCO/IRL/UK), Lily Fitts (USA), OIiver Hazard (USA), Ken Pomeroy (USA), Folk Ensemble (DK), folkBALTICA Ensemble (DK/DE), Radio Mars med Alex Nyborg Madsen & Søren Rebbe (DK), Kris Kristofferson Tribute (DK/CAN).
Tønder Festival 26. 27. 28. 29. august 2026
www.tf.dk
www.facebook.com/tonderfestival
Twitter: @tonderfestival
Instagram: TONDERFESTIVAL
Billetsalg på www.tf.dk